Tidligere dommer forklarer, hvorfor Havertz' straffespark skulle tages om i ottendedelsfinalen mod Dortmund.

Det var den rette beslutning, dommer Danny Makkelie traf, da han valgte at dømme omspark efter Kai Havertz' straffespark i Champions League-ottendedelsfinalen mellem Chelsea og Borussia Dortmund tirsdag aften.

Det fortæller den tidligere professionelle dommer Peter Walton til BT Sport.

- Der er tale om indtrængen i feltet, ja, siger han.

Kai Havertz havde først sparket på stolpen, men Dortmund-spilleren Salih Ozcan, der sparkede riposten væk, befandt sig i halvcirklen bag straffeskytten.

- Bolden kommer tilbage fra stolpen, og det er spilleren, der er trængt ind i feltet, der clearer den, siger Peter Walton.

Engelske Peter Walton er en tidligere professionel fodbolddommer, der dømte i Premier League fra 2003 til 2012.

Salih Ozcan var en blandt mange spillere - Chelsea-spillere såvel som Dortmund-spillere - der havde søgt ind i feltet før sparket.

Det fik den hollandske dommer, Danny Makkelie, til at dømme omspark, og i anden omgang var Havertz skarp.

Dortmund-spillerne var rasende over både straffesparket og det efterfølgende omspark.

Ifølge Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) regler skal straffesparket tages om, hvis der bliver scoret, og det er det angribende hold, der er trængt ind i feltet før tid.

Hvis der misses, skal der dømmes indirekte frispark.

Hvis det er det forsvarende hold, der er trængt ind i feltet, og der bliver scoret, gælder målet.

Hvis der misses, skal straffesparket tages om.

Og endelig, hvis spillere fra begge hold trænger ind i feltet, som det var tilfældet på Stamford Bridge tirsdag, skal straffesparket altid tages om - uanset udfaldet.

Chelsea vandt 2-0 over Borussia Dortmund. Dermed avancerer Chelsea med samlet 2-1.

/ritzau/