Det er både uhørt, uacceptabelt og chokerende, at Senegal to måneder efter en finalesejr over Marokko er blevet frataget titlen ved de afrikanske mesterskaber.

Det mener Jim Stjerne Hansen, der er tidligere generalsekretær i Dansk Boldspil-Union (DBU) og har siddet i disciplinærkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Han er forbløffet over afgørelsen.

- Det er helt uhørt. Jeg kan ikke mindes et lignende tilfælde i min tid i Uefa, og det blev til godt 30 år i disciplinærkomitéen. Og heller ikke en afgørelse af et sportsligt resultat, som kommer så lang tid efter, at kampen er afsluttet.

- Det er chokerende, at det kan lade sig gøre. Nu har Senegal i to måneder fejret, at de blev afrikanske mestre, og så er de det alligevel ikke, siger Jim Stjerne Hansen.

Afgørelsen er truffet af Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF), som straffede Senegal med et 0-3-nederlag i finalen.

Straffen blev tildelt af CAF som følge af, at flere senegalesiske spillere forlod banen i protest mod et straffespark til Marokko. Det forsinkede kampen med 18 minutter, og Marokkos Brahim Diaz endte med at brænde straffesparket.

Efter den forlængede spilletid vandt Senegal finalen i en straffesparkskonkurrence og blev efterfølgende hyldet som mester. Men sent tirsdag aften blev Senegal frataget titlen.

Senegal har valgt at appellere afgørelsen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Jim Stjerne Hansen er overrasket over, at afgørelsen på så stor en begivenhed er kommet så lang tid efter. Finalen mellem Marokko og Senegal blev spillet 18. januar.

- Det er uacceptabelt, fordi det er en afgørelse på en kamp, som blev spillet for to måneder siden.

- Fodboldens system er indrettet sådan, at det sportslige skal kunne afgøres i umiddelbar forlængelse af kampens afvikling. To måneder er alt for lang tid, mener Jim Stjerne Hansen.

Det bryder med de principper, han selv har arbejdet for i dansk og international fodbold.

- Man skal afvikle det sportslige inden for en kort tidshorisont. Ellers kan folk i fremtiden ikke være sikre på, at de fejrer mestrene, hvis skrivebordsafgørelser eller sagsanlæg kan afgøre det i en anden retning.

- Konsekvenserne er jo, at det er dygtige advokater, der afgør sådan nogle ting i et retslokale, frem for at det bliver afgjort på fodboldbanen, påpeger Jim Stjerne Hansen.

/ritzau/