Norsk fodbold tager formentlig sin største skalp i årtier, når selv et gigantisk nederlag mod Italien søndag kvalificerer dem til næste års VM-slutrunde.
Men morgendagens triumf blev dulmet til lørdagens pressemøde, hvor Ståle Solbakken udnyttede lejligheden til at kommentere på en trist nyhed fra det norske.

For ifølge VG er den tidligere landstræner for det danske fodboldlandshold, Åge Hareide, blevet 'alvorligt syg'.
»Jeg vil sende en hilsen i dag. Jeg sender en hilsen til Åge Hareide, som kæmper sin kamp. (...) Han er en af de største spillere. Den næstbedste norske spiller i engelsk fodbold,« lød den rørende hyldest, der fortsatte:
»Fantastisk trænerkarriere. Sejre i Danmark, Sverige og Norge. En af de få nordmænd med VM-erfaring som træner, og som ved, hvad det hele handler om.«
Til VG tilføjer Solbakken, at han havde gjort 72-årige Hareide bekendt med, at han ville sende en hilsen til ham.

Åge Hareide sad i trænersædet for det danske landshold fra 2016 til 2020 og ledte blandt andet Danmark i ottendedelsfinalen ved VM i Rusland i 2018.
Det er ikke bekræftet, hvad Danmarks tidligere landstræner fejler, og Solbakken vil heller ikke oplyse, hvilken »kamp« Hareide kæmper.
VG skriver dog, at Hareide er til stede i Milano, hvor skæbnekampen spilles, hvor han skal se kampen og ifølge Solbakken »måske i omklædningsrummet« til de norske helte.
Norge spiller sig selv med et nederlag på 9-0 mod Italien videre til VM-slutrunden i USA, Mexico og Canada i 2026 - landets første slutrunde i 25 år.

