Trods dansk interesse: Tobias Mikkelsen prøvetræner i Sverige

Kontraktfrie Tobias Mikkelsen har været efterspurgt af danske klubber, men det til trods er han lige nu at finde på svensk jord.

B.T. kan nemlig fortælle, at den hurtige kantspiller træner med hos Anders Lindegaards Helsingborg IF.

Det sker til trods for, at den 32-årige spiller tidligere på sommeren bl.a. har været til prøvetræning i Lyngby i to uger.

Den tidligere landsholds-kant vendte denne sommer hjem fra et udlandsophold i Australien, hvor han var på kontrakt hos Brisbane Roar.

Tobias Mikkelsen har ifølge B.T.s oplysninger ønsket om at finde en arbejdsgiver i Skandinavien.

Han har tidligere spillet i Lyngby, Brøndby og FC Nordsjælland, Rosenborg og Greuther Fürth.

Tobias Mikkelsen har desuden fået otte kampe for det danske A-landshold, hvor han har scoret et mål.