Den tidligere danske fodboldspiller Hans Ewald Hansen, der blandt andet var anfører for landsholdet, er gået bort.

Han blev 82 år.

Det oplyser fodboldklubben Nykøbing FC i et opslag på Instagram, hvilket også er blevet omtalt af ugebladet Se og Hør.

»Natten til lørdag mistede vi en af de helt store i den Lolland-Falsterske fodboldhistorie, da Hans Ewald Hansen sov stille ind,« lyder det.

Hans Ewald Hansen spillede for klubben B 1901 og kom på landsholdet tilbage i 1971.

Blandt andet spillede han med under OL i 1972, og i fem af sine 18 landskampe fungerede han også som anfører.

»Hans Ewald var ikke blot en fantastisk fodboldspiller, han var en ægte nykøbingenser, en ambassadør for vores landsdel og ikke mindst en loyal spiller, der kun repræsenterede sin hjemby inden, at han stiller støvlerne på hylden!« lyder det i opslaget fra Nykøbing FC:

»Vores tanker går til Hans Ewalds familie og efterladte.«

Der er ikke oplyst noget om en dødsårsag.