Den tidligere Brøndby-stjerne og landsholdsspiller Mikkel Thygesen bankede døren ind til en narkorede i Københavns Nordvestkvarter.
Det fortæller den tidligere narkobetjent, professionelle lejesoldat og undercover-agent for PET og FBI, René Dahl Andersen, i sin nye bog – 'Helhjertet – betjente, banditter, ludere og legender'.
Herunder kan du læse kapitlet 'Debut i gaden' – hvor Mikkel Thygesen kommer med på patrulje og får sig én på opleveren:
'I sommeren 2009 er der Stjernetræf-optagelser på Club La Santa på Lanzarote i den kanariske øgruppe. Ud over sikkerheden og logistik omkring deltagernes konkurrencer står jeg også for at afprøve de øvelser, som atleterne udsættes for.
To af deltagerne er fodboldspillerne Mikkel Thygesen fra FC Midtjylland og Bajram Fetai fra FC Nordsjælland. De er to glade drenge på 25 og 24 år, fulde af energi og gåpåmod, og de går op i at være veltrænede, kunne flashe en sixpack og imponere damerne.
Vi tre finder hurtigt ud af, at uanset om man er professionel fodboldspiller, har spillet i den tyske Bundesliga og været på landsholdet, eller om man har toppet som serie 3-spiller i Hørby og spillet sammen med Sulle eller Frønnich, der ikke kunne tage fem på foden med bolden, er glæden og fællesskabet ved fodbold den samme.
Lige så interesseret, som jeg er i de professionelle fodboldspilleres liv, lige så fascinerede er de af mit job som narkobetjent på Vesterbro. Så da vi kommer hjem fra Spanien, tager jeg dem med ud for at køre en tur i et par timer omkring Istedgade. De skal se skyggesiderne bag de smarte caféer i området, som de er vant til at komme på. De bliver rystede over, at miljøet er så råt.
Især Thyge, som han kaldes, bliver så optaget af det virkelige Vesterbro, at han insisterer på at komme med på en rigtig patrulje en dag. Det lover jeg ham. Mod at han lover at skifte klub fra FC Midtjylland til min yndlingsklub, Brøndby.
Bagefter afstemmer jeg med Store Bjarne. Det er okay med ham, at venner og bekendte får en på opleveren, men også i et lidt større perspektiv er det vigtigt, at nogen i den almindelige befolkning ved, hvordan politiarbejde foregår.
Da dagen oprinder, har jeg gjort en sag klar sammen med Bonden og Den Store. Thyge møder op i en beklædning, han synes er typisk for civile urobetjente.
Han rammer plet med jeans, hættetrøje og kasket, bortset fra at hans er svinedyre mærkevarer i modsætning til vores civile uniform, der kommer fra den lokale genbrugsbutik eller bunden af skabet derhjemme. Hans er helt sikkert den dyreste uniformering, vi nogensinde ser på Station City. Så han skiller sig ud. Men han er ydmyg og helt uden stjernenykker.
Vi skal ud til en bjørnerede i en lejlighed i Nordvest, hvor der ifølge vores oplysninger opbevares kokain til salg i Istedgade. På vej derud sætter vi Thyge ind i, hvordan det kommer til at foregå.
Og vi siger, at vi regner med, at han hjælper og tager fat, hvis der bliver slagsmål. Det er naturligvis for sjov, men det ved han ikke. Pludselig bliver den glade dreng fra Vestegnen meget stille.
Da vi står ved lejlighedens dør, pakker jeg Berta ud og hvisker: »Så er det dig, Thyge. Du skal slå døren ind.«
Han ser helt forskrækket og vantro på mig med et blik, der siger: Mener du det? Det gør jeg, og Den Store instruerer ham hviskende.
»Ram nu rigtigt, lige på låsen.«
»Ellers går vi glip af en god narkosag,« supplerer jeg.
Thyges og min omgangsform har lige fra vores første møde været lidt løssluppen. For eksempel synes han, at det er sjovt, at jeg bliver kaldt Choko, men han kalder mig Bruno. Men lige nu er der ingen, der griner.
Alle har ro på og en professionel tilgang, og Thyges reaktion på min pres-bemærkning er uden bullshit. Han svinger Berta og rammer låsen imponerende lige på, så døren flyver op.
Inde i lejligheden overrasker vi to bjørne i en helt klassisk bjørnerede med tæpper hængt op som gardiner for vinduerne, rod over det hele og en aldrig svigtende lugt af sved og spidskommen. Ransagningen er ikke den nemmeste, da der flyder med tøj nok til at beklæde to fodboldhold i 12 måneder.
Men vi finder 25 gram kokain sirligt pakket ind i 25 kugler gemt i nogle Kleenex-pakker. Da vi forlader lejligheden, tager jeg låsen fra døren med og giver den til Thyge som et minde. Det er en tradition, at man får et stykke af den første dør, man har slået ind.
Efter at vi er færdige med det skriftlige arbejde på Station City og har kørt de to bjørne til Vestre Fængsel, går vi på Riccos Kaffebar i Istedgade. Thyge skal selvfølgelig betale for kaffen, for udover sin debut er han også den yngste i dagens patrulje, og han er helt sikkert også den med den største løn.
»Du var noget hvid i hovedet derude på opgangen,« siger vi og griner venskabeligt ad ham.
»Er du gal, jeg var nervøs. Mere end da jeg fik debut for landsholdet. Eller da jeg blev skiftet ind mod Spanien i Parken.«
Sådan er det med udfordringer, man ikke er vant til. Hvis jeg skulle spille ét minut i en landskamp, ville jeg være mere nervøs, end jeg nogensinde har været i mit job, uanset hvor mange våben og narkogangstere jeg stod overfor.
Vi taler om, at der er mange ligheder mellem vores jobs. Det er også vigtigt i narkobekæmpelsen, at alle mand kender taktikken, før vi går på banen, og at vi aftaler, hvem der gør hvad og hvornår.
Hvem der ringer på. Hvem der slår døren ind. Hvem der holder øje udenfor. Det er ligesom fodboldtaktik. Hvem presser midterforsvareren? Hvem løber med tilbage? Hvem tager straffesparket?
I begge verdener er vi også vant til at kortlægge vores modstandere. Hvad er deres meritter? Hvordan ser der opstilling ud? Hvad plejer deres plan B at være?
Jo mere forberedt, man er, jo større sandsynlighed for succes, og man skal også være tryg ved sine medspillere og stole på, at alle holder aftalerne. Og allermest vigtigt: vi tjekker ind hos hinanden og melder fra, hvis man ikke er til stede eller er utryg ved det aftalte. I politiets verden handler det bare ikke om tre point og pokaler, men om at få narkohandlere med hjem på bagsædet i patruljebilen. Og alle kollegaer i god behold.
Den aftale, jeg indgik med Thyge, inden han kom med på patrulje, overholder han halvandet år senere, da han skifter til Brøndby. Det er stort for den gamle Greve-dreng, der hele sin barndom har holdt med de blå-gule og spillet for dem som ungdomsspiller, da han får professionel debut i juli 2011.
Og det er det også for mig, for han har skaffet mig to billetter til hjemmekampen mod AaB. Jeg sidder i svinget ved Faxe-tribunen, da han efter 16 minutter scorer til 1-0 på hovedstød. Det får hele stadion til at gå amok og hylde ham, og det glæder mig, for jeg elsker, når mennesker omkring mig udlever deres drømme og får succes.'
