I juni blev han landsholdsudtaget, i dag kan han se tilbage på 12 minutters spilletid i La Liga. Og to pokalkampe. Andrew Hjulsager har et problem. Spilletiden er til at overse, og det er svært for ham at overbevise sin træner, Juan Carlos Unzue, om sine kvaliteter.

Her omkring et år efter skiftet fra Brøndby til Celta Vigo fortæller den tidligere Superliga-profil for første gang i et større interview om sin situation i Spanien, hvor alt – bortset fra den manglende spilletid – er godt.

»Jeg står i en svær situation, det siger sig selv. Jeg har ikke fået en seriøs chance med en kamp i ligaen. Min spilletid begrænser sig til to pokalkampe fra start, og selv om jeg har gjort det rigtig godt og været udslagsgivende for, at vi er gået videre mod et andet La Liga-hold, har det ikke rigtigt udmøntet sig i flere minutter på banen,« siger Andrew Hjulsager, der i pokalkampene mod Eibar spillede alle 180 minutter og lagde op til mål.

Han er nu klar til at tage konsekvensen af tiden på tribunen, så han kan få græs på knopperne – enten i Celta Vigo eller andetsteds.

»Når vi kommer ind i januar, skal jeg selvfølgelig have en seriøs snak med Celta, om det er her, jeg har en reel chance for at spille, eller om træneren ikke har tænkt sig at lade mig spille. Jeg er ung, og jeg har brug for at spille. Det er jo fair nok, hvis træneren ikke mener, at jeg kan bidrage til holdet her. Det vil jeg så kunne andre steder, hvis det er tilfældet. Det er jo en fair holdning at have, hvis træneren beslutter, at jeg ikke skal spille mere. Selv om jeg ikke ville kunne forstå det og vil være uenig. Men som træner har han jo magten. Det vil jeg respektere. Så tager jeg den derfra,« lyder det fra Andrew Hjulsager, der ikke fortryder sit skifte fra Brøndby trods kun 271 spilleminutter i La Liga i hele 2017.

 
Andrew Hjulsager begynder lige så stille at spille sig længere ind på holdet i Celta. Og nu er han også kommet på måltavlen for den spanske klub!
Vis mere

»Nej, jeg fortryder ikke. Hvis jeg havde fået det samme valg i dag, havde jeg gjort det samme. Forløbet hernede har ikke været, som jeg havde håbet på, men hvis jeg fik valgmuligheden igen, havde jeg gjort det samme. Jeg har fået noget god erfaring og blevet en bedre fodboldspiller, jeg har prøvet mig af i den bedste liga i verden og bevist, at jeg kan være med. Men det giver jo sig selv, at jeg gerne ville have mere spilletid,« forklarer han om et begivenhedsrigt år.

Foråret gik med at vænne sig til livet som ny spiller i Spanien, og som det skred frem, fik han mere og mere spilletid. Det foreløbige højdepunkt kom i den sidste kamp i efteråret, da han scorede sit første mål i La Liga med et langskud i hjørnet af målet. Den kasse gav ham tro på en god karriere i Celta Vigo, og han tog til U21-EM i sommer uden tanker om at skifte klub – selv om der da var  spekulationer om det.

Sommeren bød dog også på et trænerbytte i klubben, da Eduardo Berizzo, der havde peget på Andrew Hjulsager, skiftede job og tog til Sevilla, så Juan Carlos Unzue kunne overtage i danskerklubben i Vigo.

Trænerskiftet gjorde, at Andrew Hjulsager forkortede den ekstra ferie, klubben ellers havde bevilget ham efter U21-EM, og han mødte ind på samme tid som resten af truppen.

Foto: Salvador Sas
Vis mere

»Jeg tænkte godt, at det måske ikke var klogt at tage min ekstra ferie, for så ville jeg være bagud i forhold til, at der ville komme en ny trænerstab ind. Jeg føler, at jeg fik en rigtig god opstartssæson, men efter vi kom i gang med sæsonen, er det ikke blevet til så meget mere. Jeg sidder ikke og siger, at jeg burde starte inde i alle kampe. Jeg føler bare, at jeg har taget min chance og præsterer i pokalkampene, når jeg har fået en startplads, men efterfølgende er jeg ikke i nærheden af at komme i kamp. Det er det, der er problemet. At det ikke er mig, der bliver sat ind, når vi skal jagte et resultat, og nogle gange er jeg bare ikke med,« tilføjer den 22-årige dansker, der afviser et skifte hjem til Danmark denne vinter.

»Nej, jeg skal ikke tilbage. Niveauet er markant højere hernede, og jeg føler, at jeg har udviklet mig rigtig meget af det, og jeg har vist, at jeg kan være med, så jeg vil rigtig gerne rykke mig på det niveau. Men jeg er kommet til et punkt, hvor jeg føler, at jeg er nødt til at føre tingene ud i kampene. Det kan jeg også, når jeg endelig får chancen. Jeg sigter efter at få mere spilletid,« forklarer han og understreger, at alt andet, bortset fra spilletiden, fungerer i Spanien.

»Ja, der er fedt at være her. Jeg kan godt lide byen, kulturen er fed, og det er klubben også, jeg forstår det spanske sprog og taler spansk og engelsk med de andre, men det er jo klart, at spilletid er vigtigt for en ung fodboldspiller. Det er ikke nok, at jeg får en hel pokalkamp hver anden måned. På et tidspunkt stopper den turnering jo også,« slutter Andrew Hjulsager, der, hvis tendensen med spilletid i pokalen fortsætter, kan se frem til spilletid mod FC Barcelona.

Celta Vigo møder topholdet fra La Liga 4. januar hjemme og en uge efter på Camp Nou i 1/8-finalerne.