Den tidligere assistent-træner i Barcelona, Angel Cappa, anklager nu den firedobbelte Ballon d'Or-vinder, for at have mistet glæden ved fodbolden.

67-årige Cappa, der var assistenttræner i Barcelona under Cesar Luis Menotti i 1983 til 1984, hævder nu, at Messis præstation i lørdagens 2-3-nederlag til Valencia er beviset på, at Messi har mistet glæden ved fodboldspillet.

Cappa mener dog, at Messi virkede en anelse mere motiveret i onsdagens sejr over Real Sociedad, men holder fast i, at han er milevidt fra den spiller, der vandt fire Ballon d'Or-titler i træk.

- Man skal have grænseløs passion for at spille fodbold, ligesom Messi og store spillere som Maradona havde, og ligesom alle vigtige spillere i La Liga: Xavi, Iniesta og Busquets, siger Cappa til det katalanske medie La Xarxa.

- Da de spillede mod Valencia, kunne jeg ikke forstå, hvordan en spiller kan spille så upassioneret. Og især ikke ham, for hvis man kigger på hans kampe for tre-fire år siden, var der vildskab og passion for spillet. Jeg ved ikke hvorfor, men det er slut nu.

Cappa peger også på, at Messis formdyk kan være et resultat af mere generelle problemer for det katalanske storhold:

- Tidligere kunne man ikke gå glip af et eneste sekund i løbet af de 90 minutter, for der skete hele tiden noget. Nu har Barca bolden sikkert, og de prøver da noget i ny og næ, men de har også mistet den store entusiasme, de havde før.

Barcelona ligger i øjeblikket på en andenplads i La Liga, tre point efter Atletico Madrid på førstepladsen. Næste udfordring for Messi og co. er søndagens kamp mod Sevilla.