Pokalkampen mod FC Midtjylland torsdag aften i Parken bliver en god test for FC København, siger Jess Thorup.

Jess Thorups første superligakamp som træner for FC København endte med et ydmygende 0-4-nederlag ude til FC Midtjylland.

Torsdag aften skal FCK igen møde FCM - denne gang i ottendedelsfinalen i den danske pokalturnering.

FCK har vundet de seneste tre ligakampe, og det giver selvtillid inden mødet med FCM, som ifølge Thorup er det bedste hold i Danmark lige nu.

- Hvis vi skal vinde noget, skal vi slå alle hold, så vi kan lige så godt starte nu.

- Vi er inde i et godt flow i øjeblikket efter de seneste sejre, og kampen mod Midtjylland bliver en god test for, hvor langt vi er nået med vores nye projekt.

- Vi er ikke, hvor vi vil være endnu, men vi er på rette vej, og en direkte duel mod det bedste hold herhjemme lige nu bliver en spændende opgave for os, siger Thorup til klubbens hjemmeside.

Thorup, der overtog jobbet efter fyrede Ståle Solbakken, har stået i spidsen for FCK i seks kampe i november og december. De fire er vundet, og to er tabt.

Det værste resultat var nederlaget på 0-4 til FCM i en kamp, hvor FCK fik udvist Viktor Fischer.

- Det var en hård kamp mod dem sidst, hvor vi spillede næsten en hel halvleg med ti mand og ikke var i nærheden af at få point.

- Jeg synes, vi er et helt andet sted i dag og har bedømt på de seneste kampe fået bygget et nyt fundament op med en trup, der strutter af selvtillid og tro på tingene.

- Det var ikke ligefrem tilfældet, sidst vi mødte dem i Herning. Så vi skulle gerne komme helt anderledes ud til kampen denne gang. Men det skal vi ud og bevise over for os selv og for fansene, siger Thorup.

FCK er fortsat uden Fischer, Pierre Bengtsson og Andreas Bjelland, da de har været testet positive for coronavirus og fortsat er i karantæne.

De tre FCK-spillere kan alle træne med igen, men tidligst spille i søndagens superligakamp mod OB.

Mohamed Daramy er også ude med en skade, mens Jonas Wind og Mikkel Kaufmann, der er med i en udvidet bruttotrup på 20 spillere, skal testes torsdag.

FCK's kamp mod FCM spilles torsdag klokken 20.15 i Parken.

/ritzau/