Den tidligere FCM-spiller Paul Onuachu scorede to gange for Genk, da Jess Thorup fik trænerdebut for klubben.

En udvisning efter knap en time blev dyr for Genk og klubbens nyansatte danske træner, Jess Thorup, som måtte nøjes med 2-2, da holdet hjemme mødte Oostende i den bedste belgiske række mandag aften.

Danskeren, som blev præsenteret i klubben fredag, kunne dog glæde sig over, at hans tidligere topscorer Paul Onuachu fra tiden i FC Midtjylland er i målhumør i øjeblikket. Nigerianeren nettede to gange.

Det hele begyndte med et koldt gys for hjemmeholdet, og kampens første minutter må have været en nervepirrende oplevelse for danskeren, hvis spillere stod dybt og lignede et hold, der bare ventede på ulykken.

Tre minutter var gået, da udeholdets Cameron McGeehan spurtede ind i feltet og sparkede en løs returbold i mål, mens forsvaret stod og så på.

Genks danske wingback Joakim Mæhle så ikke alt for godt ud i den situation.

Godt, nærmest strålende, så han dog ud et øjeblik senere, da han tog fusen på Oostendes Théo Matam, som så bolden trille forbi til den ene side, mens danskeren løb den anden vej rundt, og løftede den i hovedet på Paul Onuachu.

Den to meter høje nigerianer pandede den i mål. 1-1. Derpå fik hjemmeholdet mere ro og kontrol efter en usikker begyndelse.

Næsten al kreativitet i offensiven kom fra højre side og fra Mæhle, der flere gange fandt Onuachu, som Thorup også havde fornøjelsen af i FC Midtjylland, da holdet vandt mesterskabet i 2018.

Genk kom ud til anden halvleg med en helt anden aggressivitet, og efter fem minutter fik hjemmeholdet et straffespark efter hånd på bolden i feltet - og efter at dommeren havde set video på sidelinjen. Onuauchu scorede til 2-1.

Det kunne begynde at ligne en debutsejr til Thorup. Men lykken var kort.

En tackling på udeholdets Maxime D'Arpino kostede Bastien Toma direkte rødt, og Thorup måtte i gang med at rokere lidt rundt på sine nu kun 10 mand.

Naturligt kunne Oostende øge presset på Genk, og efter 84 minutter udlignede en højt hoppende Makhtar Gueye med et hovedstød.

Genk ligger på 11.-pladsen med 9 point efter mandagens kamp i den belgiske række, der føres af Charleroi med 19 point.

Jess Thorup blev fyret i august i Gent, som ligger nummer 15 med blot 6 point.

/ritzau/