Bayern München-ikonet Thomas Müller, som nu spiller under den danske cheftræner Jesper Sørensen i MLS-klubben Vancouver Whitecaps, var natten til onsdag dansk tid vidne til et dansk trænerbrag.
Den tyske stjerne var sammen med flere holdkammerater således på tribunen og trak lod mellem anførerne før kampen, da Vancouver Rise og Ottawa Rapid natten til onsdag dansk tid dystede i en stor semifinale.
Det skete foran de danske cheftrænere Anja Heiner-Møller og Katrine Pedersen, der står i spidsen for henholdsvis Vancouver og Ottawa.
Heiner-Møllers angriber Latifah Abdu scorede to gange i første halvleg, inden ligatopscorer Delaney Baie Pridham reducerede for Pedersens mandskab i anden halvleg.
Dermed tager Vancouver en 2-1-føring med til returkampen på TD Place i Ottawa på lørdag.
Heiner-Møller og Pedersen udgør en tredjedel af trænerne i den canadiske Northern Super League (NSL), der er i gang med sin debutsæson.
Danskerne førte i grundspillet deres hold til anden- og tredjepladsen og dyster derfor nu om en plads i NSL-finalen, hvor meget tyder på, at grundspilsvinderen AFC Toronto venter 15. november.
I grundspillet mødte Heiner-Møller og Pedersen hinanden fem gange, og det endte helt lige med to sejre til hver og en uafgjort.
/ritzau/
