Den danske Brentford-cheftræner, Thomas Frank, har al mulig grund til at være i fremragende humør i øjeblikket.

Danskerklubben er inde i en stime på 12 Premier League-kampe uden nederlag, og mandag spillede Brentford sig endnu tættere på toppen med en sejr over lokalrivalerne Fulham.

Særligt Ivan Toney spillede en afgørende rolle, og det får Thomas Frank til at juble og storrose sit angrebs-es.

Toney er ellers også centrum i en verserende bettingsag, der kan ende med en lang karantæne.

»Jeg tager al æren. Det er udelukkende min fortjeneste. Nej, det er Ivan. Det er den teknik, han havde, da han ankom til Brentford.«

»Han er den bedste straffesparksskytte i verden, og jeg er glad for, at jeg begyndte at sige det ret tidligt,« sagde Thomas Frank til Sky Sports efter kampen.

Ifølge statistikfirmaet OptaJoe har Toney scoret på alle sine 10 straffesparksforsøg i Premier League. Kun den tidligere Manchester City-stjerne Yaya Touré har med 11 mål på 11 forsøg en bedre statistik.

Thomas Frank fortsatte med at hylde Toney for at bevare sit knivskarpe fokus på trods af bettingsagen.

Her er angriberen sigtet for at have overtrådt bettingreglerne mere end 250 gange.