Det føles, som om alt er forandret.

Og det er blot på få uger.

For efter flere klare nederlag til nogle af ærkerivalerne er den danske Tottenham-træner, Thomas Frank, blevet ramt af massiv kritik i storklubben.

Snakken om krise er i hvert fald begyndt at florere i den nordlige del af England.

Det fortæller Jay Harris, der er fodboldjournalist og Tottenham-reporter hos The Athletic, til B.T.

»Fansene er virkelig begyndt at stille spørgsmål. Vi er næsten inde i december, og nu vil fok gerne snart se lidt udvikling og underholdende angrebsspil. For de har svært ved at se, hvad planen er,« lyder det.

Thomas Frank under søndagens ydmygelse af Arsenal.
Thomas Frank under søndagens ydmygelse af Arsenal. FOTO: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er især søndagens ydmygende 1-4-nederlag til Arsenal, der har fået fansene op i det røde felt.

»Folk er jo dybt frustrerede. De har kun fået ét point i de seneste tre kampe i Premier League. Og de havde den laveste Expected Goals (sandsynligheden for mål, red.) af alle hold i denne sæson mod de to største rivaler,« forklarer Jay Harris og fortsætter:

»Så ja, fansene har ændret deres mening omkring Thomas Frank de sidste par uger. Og der er begyndt at opstå tvivl om, hvorvidt han er den rette til at lede holdet.«

Ifølge den engelske fodboldjournalist skal den danske Tottenham-træner derfor til at passe på, hvis han ikke for alvor skal have fansene på nakken.

Altså... mere end han har i forvejen, lyder det videre:

»Thomas Frank er i den grad ved at miste tilliden hos fansene. For når man er træner i Premier League, er der bare to ting, der er meget vigtige. Den første handler om, at man skal vinde sine hjemmekampe foran fansene.«

»Og den næste handler om, at man skal gøre det godt mod sine største rivaler. Og det har Tottenham ikke gjort. Så det bliver altafgørende, at klubben vinder de næste par hjemmekampe. For at tabe til Arsenal og Chelsea på så pinlige måder... det er svært for fansene at acceptere,« afslutter Jay Harris.

Tottenham ligger i skrivende stund nummer ni i den bedste engelske fodboldrække.

B.T. Fodbold

Panelet kaster sig over den seneste Superliga-runde - og uddeler karantæner for tv-interviews. Debatten om debatten af dommerstandarden tages. Gulbarometer sættes. Og sløje tilskuertal revses. Abonner på podcastens nyhedsbrev her. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jakob Kløcker Producer: Teis Thornberg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen