Thomas Frank skal fremover være cheftræner i Championship-klubben Brentford permanent. Det kunne B.T. afsløre, inden det tirsdag blev helt officielt.

I Brentford råder Thomas Frank over landsholdsspilleren Henrik Dalsgaard, og han glæder sig meget over, at danskeren har vekslet sin rolle som assistent til chef.

»Det er fint og lå lige til højrebenet. Han kender vores system ind og ud. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle gå godt. Han har i hvert fald omklædningsrummet med sig, og det er en vigtig del af det,« siger Henrik Dalsgaard og sætter flere ord på Thomas Franks kvaliteter.

»Han er meget passioneret, og fagligt er der ingen tvivl om, han er sindssygt dygtig. Der er ikke en finger at sætte på det. Så er han jo et dejligt menneske også, han er en god mand.«

Thomas Frank har allerede været en del af Brentford siden december 2016.

Og han var ikke sen til at gøre sig bemærket i klubben, fortæller Henrik Dalsgaard, som dog ikke selv spillede i Brentford på det tidspunkt.

»Han har bragt Brentford til et nyt niveau træningsmæssigt, og det er meget de nye dyder med genpres, høj forsvarskæde og sådan noget. Det er nogle ting, han har været med til at skubbe på, som jeg synes, man kan se i vores spil.«

»Jeg hørte fra Bjelland og Vibe, at der skete noget i spillet, da han kom. Jeg har ikke mærket det så meget, for det har været sådan, siden jeg kom, men han har uden tvivl været med til at løfte træningen,« siger landsholdsbacken.

Henrik Dalsgaard i kamp for Brentford i  Championship.
Henrik Dalsgaard i kamp for Brentford i  Championship. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Thomas Frank overtager det ledige trænersæde efter Dean Smith, der er blevet hentet til Aston Villa.

Det er han blandt andet på baggrund af en sæsonstart, der har bragt Brentford op som nummer syv - lige uden for playoffpladserne - efter 12 kampe. Henrik Dalsgaard har spillet alle 12. og han regner også med, at det fortsætter.

»Der kommer ikke til at ske så meget. VI kender hinanden godt. Jeg ved, hvor jeg har Thomas, og han ved, hvor han har mig. Nu sætter vi os og får en kop kaffe og får snakket om tingene, og så regner jeg med, det hele er på plads efter det,« siger Dalsgaard og griner.

Thomas Franks første kamp som cheftræner er lørdag, når Brentford tager imod Bristol City.