Brentford slog Stoke med 3-1 i Englands næstbedste række, hvor Thomas Frank har medgang som cheftræner.

Brentford er begyndt at skrabe point sammen i den næstbedste engelske fodboldrække under cheftræner Thomas Frank.

Lørdag slog Brentford på hjemmebane Stoke med 3-1, og dermed er Franks mandskab ubesejret i de fem seneste ligakampe i The Championship, hvor holdet har hentet ni point.

Den tidligere Brøndby-træner fik ellers en skidt, da han for tre måneder siden blev forfremmet fra assistent til cheftræner.

Frank debuterede med et nederlag til Bristol 20. oktober, og i de første to måneder under danskerens ledelse rendte Brentford ind i det ene nederlag efter det andet.

Det blev derfor blot til fire point i Thomas Franks ti første ligakampe som chef, og i december begyndte flere fans offentligt at udtrykke deres utilfredshed med danskeren.

Nu er lykken tilsyneladende vendt i Brentford, der har bevæget sig et godt stykke væk fra nedrykningspladserne. Holdet er nummer 17 i rækken med 31 point - otte point fra nedrykningsstregen.

I lørdagens opgør mod Premier League-nedrykkeren Stoke kom Brentford på 1-0 efter et selvmål af Stokes Ryan Shawcross efter seks minutter.

Efter et kvarter øgede Mohamed Benrahma til 2-0, inden Rico Henry efter pausen scorede kampens sidste mål. Indimellem reducerede gæsternes Benik Afobe til 1-2.

Den danske landsholdsspiller Henrik Dalsgaard spillede hele kampen på højrekanten for Brentford.

Stoke er placeret midt i tabellen på en 14.-plads med 35 point - fire mere end Brentford.

/ritzau/