Monaco er endelig begyndt at skrabe point sammen, men det får ikke Thierry Henry til at flyve op af stolen.

To sejre i de seneste tre kampe har skabt optimisme i Monaco.

Den franske klub har gennemlevet et mareridt i denne sæson, hvor nederlag efter nederlag har placeret klubben i bunden af Ligue 1 og Champions League.

Tirsdag vandt Monaco dog 2-0 på udebane over Amiens på to straffesparksmål af Radamel Falcao. Det var Monacos anden sejr i de seneste tre ligakampe.

Sejren rykkede Monaco over nedrykningsstregen på grund af en bedre målscore, og Monaco ligger nu på 17.-pladsen med 13 for point for 16 kampe.

Alligevel maner cheftræner Thierry Henry til besindighed.

- Fra vores perspektiv spillede vi ikke fantastisk, men vi blev ved med at køre på. Heldigvis var Falcao på pletten, da vi havde brug for ham.

- Vi skal ikke overreagere. Vi bliver nødt til at arbejde hårdt og lade os inspirere af de positive aspekter i kampen, siger Henry til nyhedsbureauet AFP.

Henry blev hentet til klubben i oktober som afløser for Leonardo Jardim, der heller ikke kunne få Monaco-mandskabet til at fungere.

I Champions League har Monaco tabt fire ud af fem kampe, og holdet er parkeret i bunden af gruppe A.

Holdet har en sidste hjemmekamp mod Borussia Dortmund til at pynte på den skuffende pointhøst.

/ritzau/