Da Theresa Kofoed Jørgensen sidste år var i Kina, fik hun særligt nyt om fremtiden.

Og en af de spådomme hun fik, viste sig at holde stik. I høj grad endda. Men mere om det senere, for først skal tiden skrues tilbage til slutningen af efteråret 2018.

Her var Theresa Kofoed Jørgensen i et lokalt tempel i Shanghai, inden hun skulle rejse hjem til Rotterdam, hvor hun bor til dagligt sammen med sin mand, landsholdsspilleren Nicolai Jørgensen.

»Jeg vil ikke sige, jeg er religiøs, men jeg er ret spirituel og har en mormor, der også er spirituel, som jeg altid har delt de her ting med. Jeg har sådan en helt vildt god fornemmelse, når jeg er sådan et sted. Jeg synes, det er spændende at opleve andre former for spiritualitet,« siger Theresa Kofoed Jørgensen i TV 2 Zulu-programmet 'Kærester med landsholdet'.

Og hun besøgte ikke blot templet den dag, for det var også muligt at gå nedenunder, hvor der sad nogle spåkoner.

»Jeg er lidt bange for det her. Hvad hvis jeg får et eller andet at vide, jeg ikke har lyst til,« siger Theresa Kofoed Jørgensen med en lettere nervøs mine. Spåkonen læste hendes hænder, og her fik Theresa Kofoed Jørgensen flere spændende nyheder omkring sin og Nicolai Jørgensens fremtid gennem en håndlæsning.

Første melding lød, at Theresa Kofoed Jørgensens kinesiske dyr er aben, mens Nicolai Jørgensen er et lam. To dyr, der ifølge spåkonen passer perfekt sammen. Det var dog ikke det eneste gode, Theresa Kofoed Jørgensen fik at vide, for spåkonen fortalte også, at hun vil få stor succes i sin karriere.

Derudover fik Theresa Kofoed Jørgensen mulighed for at stille ét spørgsmål - om hvad som helst - og det er her, den korrekte spådom kommer ind i billedet.

»Jeg spørger hende, hvornår jeg vil få børn. Fordi det nok også er en ting, jeg selv er lidt i tvivl om, hvornår skal være,« siger Theresa Kofoed Jørgensen.

Og her var svaret klart. 2018 - som afsnittet er optaget i - ville give problemer, men 2019 'er et godt år at få et barn,' lød svaret prompte.

En spådom, der har vist sig at holde stik. For den 17. juni i år meddelte Theresa Kofoed Jørgensen og Nicolai Jørgensen, at de senere i år bliver forældre for første gang.

»Der findes ikke en bedre dag til at annoncere, at vi udvider vores lille familie med et ekstra medlem i år. #momanddadtobe« skrev Theresa Kofoed Jørgensen i et opslag på Instagram på parrets to-års bryllupsdag.