Cristiano Ronaldo er for tredje gang testet positiv for coronavirus.

Dermed må Juventus undvære sin superstjerne, når italienerne onsdag møder Barcelona i Champions League.

Normalt skal en spiller ifølge UEFAs regelsæt testes negativ en uge før kamp, men Ronaldo havde fået lov til at blive testet blot 48 timer før kamp.

Den særtilladelse var givet, fordi portugiseren ikke har udvist symptomer på sygdommen.

Foto: ALBERTO LINGRIA
Vis mere

Men lige lidt hjalp det altså, da Ronaldo for tredje gang blev testet positiv.

Det betyder, at fodboldfans ikke får opfyldt drømmen om at se Cristiano Ronaldo og Lionel Messi i aktion mod hinanden, når Juventus får besøg af Barcelona.

Mange havde ellers set frem til, at de to rivaler ville møde hinanden i Champions League-regi for første gang siden 2012.

Cristiano Ronaldo har været i corona-karantæne siden 13. oktober, hvor han første gang blev testet positiv for coronavirus.