Christian Eriksen er testet positiv for corona og møder ikke som planlagt ind i landsholdslejren mandag til landsholdscomeback.

Det forventes dog, at han kan støde til truppen senere på ugen.

Det meddeler DBU på Twitter.

»Vi har været i løbende dialog med Christian og Brentford om situationen. VI forventer at se Christian hurtigst muligt i løbet af ugen,« siger landstræner Kasper Hjulmand ifølge DBU.

»Vi glæder os til at få ham på holdet og forventer at få ham med til de spændende testkampe mod Holland og Serbien.«

Eriksen har været væk fra landsholdet, siden han faldt om med hjertestop i Parken under sommerens EM-slutrunde i kampen mod Finland.

For nylig gjorde han comeback på banen efter at have lavet en kontrakt frem til sommer med Premier League-klubben Brentford.

Eriksen har hurtigt vist antydninger af fordoms niveau, og det fik landstræner Kasper Hjulmand til at udtage ham til de kommende testlandskampe mod Holland og Serbien.

De spilles henholdsvis 26. og 29. marts.

Den 30-årige fynbo var på kontrakt hos italienske Inter, da han faldt om med hjertestop, og længe vidste offentligheden ikke, om han ville genoptage karrieren.

Det var Eriksen dog ikke selv i tvivl om. Det kunne bare ikke blive i Italien, der ikke tillader spillere at spille med en pacemaker, som Eriksen fik indopereret efter sit hjertestop.

Han rykkede til danskerklubben Brentford i Premier League denne vinter og er kommet godt i gang. De seneste to kampe er han startet inde og har været afgørende for holdet. Blandt andet sendte han en aflevering lige i panden på Ivan Toney mod Burnley og blev dermed noteret for en assist.

Christian Eriksen debuterede på landsholdet som kun 18-årig og står indtil videre noteret for 109 kampe og 36 mål i rødt og hvidt.