Tenerife mindes afdød spiller i første kamp efter ulykke
Den afdøde spanske fodboldspiller Jesus de Miguel blev søndag hyldet med klapsalver før Tenerifes kamp.

Den afdøde spanske fodboldspiller Jesus de Miguel blev søndag hyldet med klapsalver før Tenerifes kamp.

Jesus de Miguels død fyldte både før, under og efter Tenerifes opgør mod Ceuta søndag eftermiddag.
Kampen i den næstbedste spanske fodboldrække var Tenerifes første, siden angriberen i sidste uge gik bort som følge af et sammenstød på banen.
Op til kampen lød der klapsalver fra tilskuere, spillere og ansatte på stadionet Heliodoro Rodriguez Lopez, skriver Reuters.
Og efter ni minutters spil blev kampen afbrudt med nye klapsalver for at markere Jesus de Miguel, der spillede med ni-tallet på ryggen.
På storskærmen kørte der en video med billeder af spanieren, og Tenerifes fans fremviste et banner med teksten "Jesus de Miguel, 9, altid blå og hvid" med henvisning til klubbens farver.
Tenerife vandt kampen 2-0. Nacho Gil åbnede scoringen og fejrede den ved at løfte Jesus de Miguels trøje frem mod publikum.
De Miguel døde efter kampen mellem Tenerife og FC Andorra 2. november. Målmanden Jesus Owono sprang ind i ham med stor kraft midt på banen, og de Miguel døde af skaderne den følgende morgen. Han blev 30 år.
Owono har siden fået 12 spilledages karantæne. Keeperen har fortalt, at perioden efter Jesus de Miguels død har været ekstraordinært hård.
- Det her er de sværeste dage i mit liv, sagde han i et opslag fra klubben.
- Jeg har svært ved at finde ordene, og det er meget svært for mig at forstå noget af det, der er sket, lød det fra Owono.
RITZAU