Valdemar Lund? Elias Jelert? William Clem?
Ja, hvis du lige skal slå de navne op en ekstra gang og samtidig rette på brillen, så fortænker vi dig ikke.
Men du kan godt vænne dig til navnene – for de er alle tre unge danske FCKere, der tirsdag aften kan figurere i startopstillingen, når Danmarks største klub, FC København, stiller til start i et potentielt skæbnesvangert opgør i klodens største klubturnering, Champions League.
Et hav af skader, fejlskud på transfermarkedet og en rivende udvikling på akademiet på Frederiksberg har nemlig gjort, at FCK oktober 2022 tager sig helt anderledes ud, end da klubbens hidtidige største resultater i Europa blev opnået med stjerner på stribe i startopstillingen.
Uden skadede Rasmus Falk, Carlos Zeca, Denis Vavro og Nicolai Boilesen samt de fejlslagne indkøbte stjerner som vragede Khouma Babacar, skadede Mamoudou Karamoko og bænkede Paul Mukairu er det altså nu langt hen ad vejen op til FCK-teenagere at holde drømmen om europæisk fodbold i live, når spanske Sevilla venter i en skæbnekamp.
Det skal FCK glæde sig over, men sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen skal dog også klø sig lidt på issen, når han gennemgår sine transferskud, mener B.T.s sportskommentator, Lasse Vøge.
»Som jeg lige ser situationen, så er det ikke utænkeligt, at FCK har fem teenagere og en 20-årig Daramy i startopstillingen i Sevilla i aften. Det er et vildt scenarie.«
»At de kan tillade sig det, skal selvfølgelig ses som et resultat af det imponerende arbejde, der foregår i FCKs ungdomsudvikling – og den scouting, som lægges for dagen.«
»At otte – ja, faktisk ti, hvis man tæller Andreas Cornelius og Mohamed Daramy med – ud af 20 spillere til en afgørende Champions League-gruppespilskamp er mere eller mindre hjemmelavede, er en blåstempling af FCKs akademi som værende i europæisk topklasse,« siger Lasse Vøge og fortsætter:
»Men det er selvfølgelig også en kritik af de dyre indkøb, der er blevet foretaget de seneste transfervinduer.«
»At Khouma Babacar, Paul Mukairu og Mamoudou Karamoko ikke har kunnet gøre sig gældende i startopstillingen i denne tid, det er en stor plet på PCs transfer-cv. Og så er det jo også bekymrende, hvor mange skader, der er opstået i FCKs trup – og vi er ikke engang havvejs inde i sæsonen.«
Spørger man den 34-årige FCK-træner Jacob Neestrup, så har han ingen betænkeligheder ved at bruge en eneste af de 20 spillere, som FCK har med til Sevilla.
Heller ikke ved føromtalte 18-årige Clem, der for nylig debuterede, og tirsdag kan erstatte karantæneramte Marko Stamenic – som sidste sæson var på udlån i HB Køge – på midtbanen.
»Der er ikke nogen af de spillere, som er med i flyet til Sevilla, som vi har betænkeligheder ved at bruge. Vi har nogle dygtige og erfarne spillere, og vi har rigtig, rigtig mange dygtige unge spillere.«
»Både dem, der har spillet 50 kampe, og dem, som har spillet en enkelt kamp. Vi tror på alle vores unge spillere, og vi mener, de kan bidrage til høj kvalitet på banen,« lød det fra Neestrup på mandagens pressemøde.
Neestrup kan til tirsdagens opgør dog glæde sig over, at en af de mere rutinerede FCKere er tilbage – Andreas Cornelius er nemlig klar igen efter en skade, dog i første omgang blot klar til et kortere indhop.