Nicklas Bendtners taxasag har taget en opsigtsvækkende drejning.

Den danske stjerneangriber blev anmeldt og sigtet for vold mod en taxichauffør efter en bytur i København forrige weekend, men nu kan B.T. afsløre, at Bendtner ikke er den eneste sigtede i sagen.

Taxichaufføren, der brækkede kæben i sammenstødet med Bendtner, er nu også sigtet. Politiet har taget sagen op af egen fri vilje og har sigtet chaufføren for en fysisk forulempelse af fodboldspilleren.

»Jeg kan bekræfte, at han har bedt mig repræsentere sig og jeg har bedt retten om at blive beskikket som hans forsvarer. Jeg har endnu ikke modtaget rettens beskikkelse, og jeg har heller ikke modtaget sagens akter,« siger taxichaufførens advokat, Mette Grith Stage, til B.T.

Nicklas Bendtner blev anmeldt og sigtet for vold, efter en episode i det københavnske natteliv natten til søndag den 9. september.
Nicklas Bendtner blev anmeldt og sigtet for vold, efter en episode i det københavnske natteliv natten til søndag den 9. september. Foto: Pedersen, Terje
Vis mere

Kan du fortælle, hvad han er sigtet for?

»Det har jeg slet ingen kommentarer til, fordi jeg ikke har modtaget sagens akter endnu,« siger hun.

»Det eneste, jeg kender til det, er hvad min klient har ridset op for mig i telefonen. Og han er også lettere forvirret og overrasket over forløbet. Indtil jeg har modtaget sagsakterne, har jeg ikke flere kommentarer,« understreger Mette Grith Stage.

Netop Mette Grith Stage er en af landets mest navnkundige forsvarsadvokater. Hun har blandt andet tidligere forsvaret ’Kundbypigen’ og været forsvarer i adskillige rockersager. Taxichaufføren har tidligere haft en såkaldt bistandsadvokat, men efter han er blevet sigtet, har han hyret en forsvarer i form af Grith Stage.

Nicklas Bendtner og taxichaufføren, hvis navn fortsat hemmeligholdes, kan ende med begge at være i både den forulempedes og den anklagedes rolle, hvis sigtelserne ender i en retssag.
Nicklas Bendtner og taxichaufføren, hvis navn fortsat hemmeligholdes, kan ende med begge at være i både den forulempedes og den anklagedes rolle, hvis sigtelserne ender i en retssag. Foto: TERJE PEDERSEN
Vis mere

Politiet har sigtet taxichaufføren, efter de har gennemset overvågningsbillederne inde- og udefra den taxa, som Nicklas Bendtner kørte i forrrige weekend.

Efter B.T. 'breakede' sagen forrige søndag lagde Nicklas Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, sin forklaring op. Philine Roepstoff var med i taxaen, da episoden skete og chaufføren brækkede kæben.

»Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os, og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt. Selvfølgelig skal man ikke slå, men det var ikke Nicklas, der overfaldt nogen. Han blev forfulgt og forsvarede sig selv og mig,« skrev hun blandt andet på det sociale medie Instagram.

Politiet skal inden 30 dage efter episoden beslutte, om der skal rejses tiltale eller ej. Sker det med både Nicklas Bendtner og taxichaufføren, kan det potentielt ende med en rettsag, hvor begge parter både er den forulempede og den anklagede part.