Tantholdt inden gulddrama søndag: 'Påvirker hele familien'
AGF kan søndag sikre sig sit første mesterskab i 40 år.

AGF kan søndag sikre sig sit første mesterskab i 40 år.

Det er snart ikke gået nogens næse forbi, at fodboldklubben AGF er snublende tæt på at sikre sig sin første mesterskabssejr i 40 år.
Hvis aarhusianerne søndag besejrer Brøndby IF på Brøndby Stadion, og FC Midtjylland ikke vinder ude mod FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum, kan guldet blive en realitet allerede søndag.
For TV 2s udlandskorrespondent og store AGF-fan Rasmus Tantholdt er udsigten til at slutte flere års guldmangel kæmpestort.
»Jeg er dybt berørt over mange ting i verden, men også over den situation, som jeg ikke har været i i mange år. Det, tror jeg også, påvirker hele familien,« siger Rasmus Tantholdt og smiler til fruen, Natasja Crone, på den røde løber ved Tivoli Revyens premiere torsdag.
Rasmus Tantholdt vil da også være at finde på stadion klokken 18.00, når kampen fløjtes i gang. Hans søn har nemlig fået fingrene i en af de særdeles eftertragtede billetter.
»Vi kunne få lov til at købe dem, hvis vi lovede at gå med i fanmarchen. Så det skal jeg,« siger han til B.T.s udsendte.
Skulle AGF bryde den 40 år lange guldtørke, er beskeden fra Tantholdt klar:
»Det ville betyde utroligt meget, for det ville være 40 års opsparet håb, masser af tragedier og dårlige oplevelser – selvfølgelig også gode indimellem – som pludselig bliver forløst,« siger han.
»Og det vil også betyde noget for min søn, som jeg tvang en AGF-sut i munden på, da han var en time gammel. Han har aldrig set den klub vinde noget som helst, men har alligevel holdt med dem. Det under jeg ham virkelig.«