Tantholdt holder vejret: TV 2-plan på plads
Den kendte journalist nægter at rejse til udlandet, hvis AGF kan nappe guldet.
Den kendte journalist nægter at rejse til udlandet, hvis AGF kan nappe guldet.
Glem det, TV 2.
For det kommer ikke til at ske.
Den kendte journalist og mellemøstkorrespondent Rasmus Tantholdt er på ingen måde i tvivl, hvad han gør, hvis muligheden pludselig opstår.
»Så bliver jeg hjemme,« lyder det.
Og man forstår ham godt. 40 års aarhusiansk mesterskabsforbandelse bliver nemlig blive brudt de kommende uger, hvis AGF napper Superliga-guldet.
Allerede søndag kan det faktisk blive en realitet, hvis FC Midtjylland altså snubler mod henholdsvis Viborg og FC Nordsjælland. Og derfor har Tantholdt da også allerede lagt en plan med TV 2.

For han kommer ikke til at forlade Danmark, hvis hjerteklubben pludselig står med guldmuligheden senere på ugen.
»Jeg har sagt til TV 2, at hvis AGF kan vinde mesterskabet søndag i Brøndby, så er det jo klart, at det er noget, jeg bliver nødt til at opleve. Det forstår mine kolleger 100 procent. Så ja, jeg er i Danmark søndag, hvis Viborg tager point fra FC Midtjylland i aften (mandag, red.),« siger han til B.T. og tilføjer:
»Jeg arbejder heldigvis på verdens bedste arbejdsplads. På verdens bedste udlandsredaktion. Mine kolleger er så søde, forstående og hjælpsomme.«
TV 2-profilens arbejdsuge afhænger altså af, hvad der sker i braget mellem de to midtjyske klubber.
Og hvis det skulle ende med et resultat, der sender AGF tættere på guldet, så er der allerede sørget for en nødplan:
»Jeg har en meget kær kollega, der hedder Benjamin Kürstein, som har sagt ja til, at hvis det skulle blive tilfældet, så skal han nok tage et par dage for mig dernede.«
»Jeg føler mig utrolig heldig. At mærke opbakningen fra ens kolleger og have en arbejdsplads, der er så fleksibel. Jamen, jeg er så taknemmelig. At jeg kan få lov til det... når man mærker det her, så bliver man ekstremt motiveret til at arbejde benhårdt for sin arbejdsplads,« afslutter den mangeårige AGF-fan.
FC Midtjylland og Viborg mødes lige nu i et dramatisk rivalopgør, der kan få enorm betydning for Superliga-guldet.