Trods en god første halvleg måtte Real Madrid kæmpe hårdt for en sejr på 3-1 ude mod Celta Vigo i lørdagens La Liga-kamp. Først i overtiden faldt det sidste mål.

Nok en gang agerede topscorer Karim Benzema talisman for Zinedine Zidanes hold, der med sejren er tre point efter topholdet Atlético Madrid og et enkelt point foran FC Barcelona. Begge har dog spillet en kamp mindre.

De forsvarende mestre satte sig på kampen fra start, men de helt store chancer lod vente på sig.

Til gengæld udnyttede Real Madrid den første reelle chance i kampen. Ikke overraskende var det topscorer Karim Benzema, som slog til på flot forarbejde af Toni Kroos.

Hjemmeholdet gjorde samtidig livet svært for sig selv med flere fejl. Efter en halv times spil førte en af dem til Benzemas anden scoring.

Jeison Murillo lavede en presset aflevering til Renato Tapia på kanten af eget felt. Tapia behandlede bolden lige så skidt, så Kroos kunne prikke den hen til Benzema, som et par træk senere køligt kunne sparke 2-0-målet ind.

Det tegnede til at blive en meget ensidig forestilling, men på en dødbold fem minutter før pause reducerede Celta ved Santi Mina.

Zidanes udvalgte havde ellers været i total kontrol gennem hele første halvleg, men med scoringen kom optimismen tilbage på Celta-holdet.

Celta tiltvang sig mere boldbesiddelse og pressede i store perioder gæsterne efter pausen. Omvendt satsede Real Madrid på at lukke kampen med en kontrascoring.

Thibaut Courtois måtte et par gange hive gode redninger frem for at holde favoritterne i front.

Som halvlegen skred frem, blev rytmen i kampen slået mere og mere i stykker med mange frispark. Det var til Real Madrids fordel.

Iago Aspas sendte et afrettet frispark på stolpen otte minutter før tid, men trods en meget nervøs afslutning for mestrene kunne Marco Asensio gøre det til 3-1 i overtiden efter assist fra Karim Benzema.

/ritzau/