Nicklas Bendtner har problemer med lysken.

Sådan lyder det nu fra Rosenborg, efter at det i første omgang blev udlagt, at den danske angriber missede søndagens ligakamp mod Kristiansund, fordi han ikke var '100 procent i form'.

»Han har fået en lille strækskade i lysken, og vi tog ingen chancer med at lade ham spille i dag (søndag, red.),« siger træner Rini Coolen til Adresseavisen.

»Vi vurderede, om vi skulle have ham med: Have ham på bænken og sætte ham ind i løbet af kampen. Men vi vurderede, at det ville være alt for risikabelt, fordi vi så kunne risikere at miste ham i flere kampe.«

Rosenborg vandt kampen med 2-0, og en af målscorerne var debutanten Issam Jebali, der netop er blevet købt i svenske Elfsborg for et større millionbeløb.

Med en pause til Nicklas Bendtner i weekenden regner Rosenborg-træneren med, at den danske landsholdsangriber er med i torsdagens Europa League-playoff-dyst mod makedonske Shkëndija.

»Han vil være klar til næste kamp,« siger Rini Coolen.

Rosenborg ligger nummer to i Eliteserien bare et point efter førerholdet Brann.