Zlatan Ibrahimovic er tæt på et opsigtsvækkende comeback for Manchester United.

Ifølge flere internationale medier skriver den svenske superstjerne under på en ny aftale med englænderne i den kommende uge.

Ibrahimovic lavede i sidste sæson 28 mål for United, inden han blev ramt af en grim knæskade. En skade, mange frygtede ville stoppe hans karriere.

Noget tyder imidlertid på, at angriberen er aldeles kampklar igen. Netop som historierne om et comeback for 'de røde djævle' dukker frem, har han lagt en video op på Instagram-profil, hvor han med det 'beskadigede' højreben laver to kraftfulde karatespark på en sandsæk.

Under vidoen spørger han retorisk: »Hvilket knæ?«

Videoen har fået tusindvis af følgere til at hylde Ibrahimovic.

»Er du menneske?« spørger en, mens en anden blot konstaterer:

»Velkommen tilbage til kongen.«

Er der hold i rygterne om Zlatan Ibrahimovic' genkomst, vil det dog ikke være et comeback til den samme fremtrædende rolle, han havde i sidste sæson. Siden svenskeren forlod Manchester United har klubben hentet belgiske Romelu Lukaku, der uagtet Ibrahimovic' tidligere præstationer nu er det klare førstevalg som spidsangriber.

 
Manchester United vandt 0-4 ude mod Swansea City i 2. runde af Premier League.
Vis mere

Ifølge blandt andre ESPN savner manager José Mourinho dog lederskikkelser i sit omklædningsrum, og derfor anses Ibrahimovic med sit vindergen, sin erfaring og sine kvaliteter på banen som en tilføjelse.