Nogle lange norske hårstrå har stjålet overskrifterne i England.
Det norske – nærmest vulgære – målfænomen Erling Braut Haaland kom onsdag tættere på en imponerende Premier League-rekord, samtidig med at han skød sin klub, Manchester City, i retning af endnu et engelsk mesterskab.
I overtiden gjorde den 22-årige bomber det til slutresultatet, 4-1 over guldrivalerne fra Arsenal, og det var samtidig hans 33. scoring i sin 29. Premier League-kamp. Dermed passerede han Liverpool Mohamed Salah på listen over flest mål på én sæson.
Og Haaland er nu blot én scoring fra at tangere legendariske Alan Shearer og Andy Coles rekord på 34 scoringer i én sæson. Det præsterede Cole både i 1993/94-sæsonen, og Shearer gentog kunststykket i 1994/95-sæsonen.
Og nordmanden står med gode kort på hånden – der resterer nemlig syv kampe af årets sæson, og det burde være rigeligt til en håndfuld Haaland-kasser.
Det var faktisk en lille begivenhed før onsdagens scoring, der tiltrak sig mest opmærksomhed. For kort inden Haaland sendte bolden i mål, valgte han helt usædvanligt at slå sit lange lyse hår ud. Og det gik ikke ubemærket hen.
»Haaland slår håret ud for at slå Mohamed Salahs rekord,« lyder fodboldmagasinet Goals overskrift.
»Long hair, don't care,« skriver Optus Sport.
Den tidligere Arsenal-forsvarskrumtap Martin Keown kommenterede også den imponerende hårpragt i BT Sports tv-studie.
»Haaland var som Tarzan på banen i dag. Nu hvor han er blevet så komfortabel, slipper han sit hår løs og bliver endnu bedre.«
Daily Express tolker, at Haaland fjernede sit hårbånd for at drille Arsenal – og bragte denne rubrik:
»Var respektløs mod Arsenal.«