Tæt på at blive ramt af raket i Parken: 'Det skal ikke ske'
Det var tæt på at gå helt galt i Parken under pokalfinalen. Det var unødvendigt, lød det fra FCK-cheftræner.
Det var tæt på at gå helt galt i Parken under pokalfinalen. Det var unødvendigt, lød det fra FCK-cheftræner.
FC Midtjylland vandt en rodet og uskøn pokalfinale over FC København med 1-0 - og de midtjyske spillere var forståeligt lykkelige efter kampen.
Men der var også en lille alvor i snakken efter fejringen. I starten af anden halvleg blev der fyret et utal af vildfarne raketter af fra FC Københavns fantribune.
En af raketterne eksploderede meget tæt på FCM-målmand Elias Olafsson, der efterfølgende tog spurten ud af banen.
»Ja, det er jo lidt dumt, ikke også,« lød det efterfølgende fra den store islandske målmand, der erkender, at det var en skræmmende oplevelse.
»Jo, men det var ikke fordi, at vi kom i livsfare - men det ville gøre ondt. Man kan godt være ærgerlig over det, for det skal ikke ske.«

Kampens dommer valgte som respons på raketaffyringerne at beordre de to mandskaber ned i spillertunnellen.
FCK-anfører Thomas Delaney ærgrede sig også over optrinnet.
»Jeg elsker jo atmosfære og larm, men det var måske lige i overkanten. Der var noget fyrværkeri, der var alt, alt for tæt på os spillere. Det var den eneste rigtige beslutning af dommeren at trække os ud.«
»Det skal helst ikke ske.«
Det samme var meldingen fra FCK-cheftræner Bo Svensson.
»Vi har fantastiske fans, men det der burde de holde sig for gode til. Det er unødvendigt.«