Den sydamerikanske fodboldverden er ramt af sorg.

Både det argentinske og uruguayanske fodboldforbund har udtrykt deres dybfølte sympati og sorg over, at den uruguayanske fodboldstjerne Santiago 'Morro' Garcia er død i en alder af 30 år.

Den tidligere ligatopscorer i Argentina, som har ungdomslandskampe for Uruguay på cv'et, blev fundet død af skud i sin lejlighed i Mendoza i Argentina, hvor han var angrebsstjerne for klubben Godoy Cruz.

Han havde ifølge medier i Argentina i noget tid gennemgået mentale problemer og var i behandling for depression, da han i noget tid ikke havde været til at få kontakt til. Derudover var han raget uklar med sin klub. Politiet efterforsker sagen som et selvmord.

Foto: Andres Larrovere
Vis mere

Ifølge den argentinske avis TN havde Garcia et skidt forhold til Godoy Cruz' klubpræsident José Mansur, som i januar løste angriberen for sin kontrakt med klubben.

Men Garcia havde ikke fundet en ny klub, selvom han, ifølge klubpræsidenten, havde flere tilbud på hånden.

»Vi kan desværre bekræfte de sørgelige nyheder om Santiago Garcia. Alle i klubben er fortvivlede,« skriver Godoy Cruz på klubbens sociale medier, hvor klubben oplyser, at Garcias trøjenummer, 18, bliver 'fredet' fremover.

Garcia kom til Godoy Cruz i 2016, og var topscorer i 2018-sæsonen i den argentinske liga. Men i den seneste sæson havde han kun spillet seks kampe uden at score.