Hovederne ruller nu et efter et i det italienske fodboldforbund.
Efter det italienske landsholds forfejlede VM-kvalifikation sagde først forbundets præsident op, og nu er turen kommet til ét af støvlelandets største fodboldkoryfæer.
Således skriver den legendariske italienske målmand, Gianluigi Buffon, på X, at han fratræder sin lederrolle i det italienske fodboldforbund.
Ifølge den italienske VM-vinder blev opsigelsen afleveret 'et minut efter kampen mod Bosnien'.
'Nu hvor præsident Gravina har valgt at træde tilbage, føler jeg mig fri til at gøre, hvad jeg føler er en ansvarlig handling, for selvom jeg oprigtigt mener, at vi har bygget meget op med hensyn til holdånd og holdånd med Rino Gattuso og alle hans samarbejdspartnere, var det primære mål i den meget korte tid, der var til rådighed for landsholdet, at bringe Italien tilbage til VM,' skriver Buffon.
Tirsdag aften led Italien samme skæbne som det danske fodboldlandshold, da man i den afgørende kvalifikationskamp om en VM-billet tabte til Bosnien efter straffesparkskonkurrence.
Det er tredje VM-slutrunden i streg, som kommer til at foregå uden italiensk deltagelse.
Gianluigi Buffon blev ansat som delegationschef i det italienske fodboldforbund i august 2023 - kort tid efter han havde lagt støvlerne på hylden efter en lang og glorværdig karriere.

