De kommer formentlig aldrig til at glemme billederne.

For det var voldsomme scener, der udspillede sig i Parken søndag aften.

Efter FC Københavns gigantiske fadæse, hvor den danske storklub tabte med 1-2 på hjemmebane til Randers og dermed endte i nedrykningsspillet, tog hjemmeholdets spillere nemlig turen ned forbi Sektion 12-tribunen.

Og her ventede der altså den ene skideballe efter den anden fra de rasende FCK-fans.

Spillerne blev simpelthen svinet til. I flere minutter.

Og spørger man klubbens offensivspiller Jordan Larsson, så forstår han godt fansenes reaktion.

Jordan Larsson og resten af FCK-mandskabet fik voldsom skældud af fansene.
Jordan Larsson og resten af FCK-mandskabet fik voldsom skældud af fansene. FOTO: Claus Bech/Ritzau Scanpix

»Jeg forstår dem. Jeg er også frustreret. Det er alle. Vi er ikke vant til den her situation. Så jeg forstår godt, at de står og råber siger det, de gør,« fortalte svenskeren til den skrevne presse efter kampen, inden han fortsatte:

»Jeg skammer mig. Vi skammer os alle sammen. Det er alt for dårligt, det her.«

»Alle i klubben skal kigge indad og samle sig selv op. Ikke kun os spillere. Alle har et ansvar. Alle skal kigge sig selv i spejlet og spørge, hvorfor vi er havnet her.«

Med søndagens nederlag venter der nu en tur i nedrykningsspillet for FC København.

For første gang nogensinde.

»Vi bliver nødt til at vende det her. Så enkelt er det,« afsluttede Jordan Larsson.

Du kan læse B.T.s dom fra fadæsen i Parken LIGE HER.