»Der er en meget bedre atmosfære her, efter at Zlatan er smuttet.«

Sådan siger LA Galaxys amerikanske angriber Sebastian Lletget, få måneder efter at den svenske angriber har forladt klubben.

Det fortæller han til BSI: The Podcast, hvor han går hårdt til Ibrahimovic. Rigtig hårdt.

I løbet af udsendelsen sender han den ene uppercut efter den anden efter sin tidligere holdkammerat.

»Man har bare har lyst til at tage sine fodboldstøvler af og forlade banen. Det er hårdt at spille mod ham, og endnu hårdere at spille med ham,« siger Lletget.

Ibrahimovic var en sportslig succes i LA Galaxy, hvor han scorede 53 mål i 58 MLS-kampe.

I tiden høstede han også meget individuel hæder som eksempelvis topscorer og bedste spiller.

Til gengæld er virkeligheden straks en anden, når man taler om det sociale.

Sebastian Lletget (tv.) og Zlatan Ibrahimovic fejrer sidstnævntes mål mod Chicago Fire.
Sebastian Lletget (tv.) og Zlatan Ibrahimovic fejrer sidstnævntes mål mod Chicago Fire. Foto: Kamil Krzaczynski
Vis mere

»I klubbens spiseområde var der aldrig nogen, der sad med ham,« fortæller Lletget, der er blevet gladere efter Zlatans afgang.

Den 27-årige amerikaner fortæller også, at Ibrahimovic gjorde livet meget frustrerende, og at man ikke følte sig fri, så længe svenskeren var til stede.

Sebastian Lletget har spillet i LA Galaxy siden maj 2015.

Zlatan Ibrahimovic skiftede til AC Milan i januar.