Spillet på banen halter gevaldigt i disse år, men lønfesten i Manchester United fejler intet, hvis man er en del af den stjernespækkede trup.

Det faktum er senest blevet aktualiseret af Real Madrid-midtbanestjernen Casemiros ankomst til Premier League-klubben.

Den 30-årige brasilianer stryger således direkte op i toppen af Manchester Uniteds lønhierarki: Næsten uvirkelige 160 millioner kroner om året kommer Casemiro til at tjene over de næste fire år.

Dermed er han nummer tre på lønningslisten i Manchester United, hvor selv en stor stjerne som Christian Eriksen må se sig slået med store længder - selvom danskeren bestemt ikke kommer til at gå sulten i seng.

Foto: IAN KINGTON
Vis mere

Danmarks største fodboldstjerne siden Laudrup-brødrene befinder sig trygt blandt den bløde mellemvare i den vellønnede trup med sin årsløn på 70 millioner kroner.

Cristiano Ronaldo er ikke overraskende den suveræne løntopscorer hos De Røde Djævle med sin årsindtægt for at spille fodbold i Manchester og omegn, som lyder på 220 millioner kroner.

Derefter følger udskældte David De Gea, der engang var blandt verdens bedste målmænd, med en årsløn på, hold nu fast, 175 millioner kroner!

Semifloppet Jadon Sancho indkasserer det samme som Casemiro, hvorefter listen ned til Christian Eriksen ser således ud: Raphael Varane (160 millioner kroner), Anthony Martial (113 millioner kroner), Bruno Fernandes (110 millioner kroner), Marcus Rashford (90 millioner kroner), Harry Maguire (85 millioner kroner).

Ja, så nu kan I, kære læsere, selv bedømme, om I mener, at de hårdtprøvede Manchester United-spillere, som senest blev ydmyget af Thomas Franks Brentford med et 0-4-nederlag, er millionerne værd.