FC Midtjyllands Gustav Isaksen var det helt store samtaleemne efter FC Midtjyllands sensationelle 5-1-triumf over det italienske storhold Lazio i Europa League.

Den danske U21-landsholdsprofil var helt ustyrlig – og stod for en enkelt scoring og to tilkæmpede straffespark.

Men efter opgøret tog anfører Erik Sviatchenko en stor del af æren for Isaksens brandkamp.

»Han har fået sådan noget … dun … rundt omkring på kinderne. Men han er dårlig til at få fjernet det hernede,« fortalte Sviatchenko, mens han pegede på sin hals.

»Han har ikke den linje der, du ved. Så jeg var forbi ham i formiddags med min egen barbermaskine – og så hjalp jeg ham med at fjerne de dun på halsen. Så stod vi meget kærligt ved siden af hinanden og barberede ham.«

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

»Så vi har joket lidt med, at det her måske bliver et ritual inden kampene. Han har det jo med at have ritualer – det kan være, at jeg nu op til hver kamp skal ind på hans værelse og barbere ham,« lød det drillende fra Sviatchenko.

Han havde dog også masser af ros til sin 21-årige holdkammerat.

»Han er mentalt stærkt. Han arbejder stenhårdt hver dag for at blive bedre. Han genser sine kampe. Han er bare prototypen på en spiller, man gerne vil have på sit hold.«

»Og i dag ser man ham vokse ind på den europæiske scene. Man ser hans kvalitet, fart og mod,« konstaterede FCM-anføreren, der scorede kampens sidste mål.

FC Midtjylland møder hollandske Feyenoord i næste gruppekamp i Europa League.