Den svenske fodboldverden er i stor sorg, efter en af landets store fodboldlegender er gået bort.

Malmø-ikonet Krister Kristensson er død i en alder af 80 år.

Med seks svenske mesterskaber og 38 landskampe var Krister Kristensson en helt i svensk fodbold, hvor han spillede over 600 kampe i den lyseblå Malmø-trøje.

»En af de største har forladt os. Vores tanker går til familien,« skriver Malmø på klubbens hjemmeside.

Kristensson sov stille ind efter længere tids sygdom, oplyser klubben.

»Krister Kristensson har de sidste år haft helbredsproblemer. Han havde hjerteproblemer og blev diagnosticeret med prostatakræft. Efter en infektion blev han tvunget til at få amputeret dele af benet,« skriver svenske Expressen.

Kristensson, der repræsenterede Sverige ved VM i Mexico i 1970, er blevet hyldet af store dele af den svenske fodboldverden.

»En af de største er gået bort. Krister hilste altid på mig med respekt og med et smil, som oste af selvtillid. Historien om dig vil leve for altid,« skriver Brentford-spilleren Pontus Jansson på Instagram.