FC Københavns præstation ramte forbi skiven, selv om holdet torsdag besejrede georgiske FC Iberia 2-1 i Conference League.

Det siger cheftræner Bo Svensson, som efter kampen fortalte spillerne, at tilgangen var for "arrogant".

- Noget af forklaringen ligger i, at nogle spillere ikke er vant til at spille sammen på den måde, men stadig var det jo basale ting, som vi ikke beherskede.

- Det gælder både duelspillet, at være oppe på tæerne og restforsvaret, som i hele anden halvleg mildest talt ikke så særlig godt ud. Det er at tage lidt for let på modstanderen, siger Svensson.

Også anfører Thomas Delaney så en undervældende indsats fra hjemmeholdet, men han hæfter sig også ved, at mange af reserverne kom i spil.

- Vi vil gerne holde et højt niveau, men jeg tror også, det er vigtigt at huske, at der var en god håndfuld udskiftninger.

- Det er hverken lutter lagkage, men det er heller ikke bål og brand, konstaterer kaptajnen.

FCK kom tidligt foran 2-0 og så ud til at cruise mod sejren mod Georgiens mesterhold, men en stor fejl af Asger Sørensen og Diant Ramaj lukkede gæsterne tilbage i kampen.

Tyskeren så også ud til at være skyld i en udligning efter pausen, da han ikke holdt fast på bolden, som Jean-Marc Tiboue bugserede i mål.

Et VAR-tjek ændrede dommen, så scoringen blev annulleret. Men det skåner ikke Ramaj for kritik fra chefen.

- Diant spillede jo ikke en god kamp. Jeg synes heller ikke, at hans spil med fødderne var særlig godt, og det vil han være den første til at række sin hånd op og sige. Jeg forventer mere af ham. Også at han gør det bedre lederskabsmæssigt, siger FCK-træneren.

Trods den til tider mangelfulde præstation er københavnerne godt tilfredse med bundlinjen efter tre kampe i Conference League. FCK har skrabet syv point sammen og ligger på syvendepladsen.

- Jeg hørte lige, at de danske hold har to sejre i Conference League. Det her var den ene, og den anden var også til os, så man skal heller ikke skamme sig mere over en sejr, siger Thomas Delaney.

FCK mangler at møde Lugano, Craiova og Inter Escaldes i Conference League.

RITZAU