De svenske medier og journalister kender ikke meget til Allan Kuhn, som blev præsenteret som Malmø FFs cheftræner tidligere på fredagen.

Allerede under Aftonbladets livesending fra pressemødet undrede mediepersonerne sig over valget af Kuhn.

»Allan hvem?«, lød det blandt andet, da de skulle forsøge at fortælle seerne om, hvem Allan Kuhn er.

Uden at tage noget fra Allan Kuhns evner er det måske ikke så overraskende, at kendskabet til ham som træner ikke er vildt stort i det svenske - i mange år har han været assistent i AaB.

Den svenske skribent Fredrik Jonsson fra Expressen kalder det for noget af et 'skrald' i sin klumme, hvilket nok bedst skal forstås som en stor overraskelse, men han kalder samtidig Kuhn for et spændende valg.

Aftonbladets journalist Patrik Sjögren erkender også, at kendskabet til Allan Kuhn kunne have været større.

»Som type ved jeg ikke noget om Allan Kuhn, men det er fedt, at Malmø vælger noget nyt og kigger efter spilfilosofi snarere end navnet. Det er forfriskende i Allsvenskans gamle vaner,« skriver han på Twitter.

Morten Wieghorst og Kasper Hjulmand var over Allan Kuhn på ønskesedlen i den svenske klub, men det endte altså med at blive Allan Kuhn, der skal tage over for Malmø, som i efteråret spillede i Champions League.