Bolden skal efter planen snart begynde at rulle igen i Sverige, mens det meste af fodbold-Europa stadig ligger helt stille.

Det sker, efter Det Svenske Fodboldforbund fredag lagde op til at spille kampe på trods af, at landets idrætsforbund anbefaler at gøre det stik modsatte. Det får nu betydning for flere af de danske spillere, der har deres daglige gang på den anden side af Øresund.

»Det er lidt en ambivalent følelse, jeg har omkring det hele. Jeg vil jo gerne i gang med at spille fodbold igen, men samtidig respekterer jeg også frygten for coronavirussen,« siger Jeppe Andersen, der er anfører i Hammarby, til B.T.

Klubbens førstehold skal fra på mandag begynde at træne igen i samlet flok, og det sker, mens de danske Superliga-spillere stadig må nøjes med korte træningspas i små grupper.

Jeppe Andersen har tidligere spillet i Esbjerg.
Jeppe Andersen har tidligere spillet i Esbjerg. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg synes, det er forsvarligt at starte fodboldtræningen blødt op igen, hvis alle tager deres forholdsregler. Vi trænede også inden vores karantæneperiode, og dengang var der ingen af os spillere, der blev syge,« lyder det fra anføreren.

Den 27-årige fodboldprofil bor til daglig i Stockholm, hvor han de seneste par uger har kunnet se, hvordan det svenske folk har indtaget det svenske byliv, selv om frygten for coronavirussen konstant medfører den ene anbefaling efter den anden om at holde afstand til hinanden vest for Øresund.

»Når jeg ser på, hvordan folk opfører sig heroppe, hvor nogle stadig går på caféer og restauranter, så er det lidt svært for mig at forstå, at folk ikke har respekt for det her,« forklarer Jeppe Andersen.

I Sverige er de forskellige forbud og retningslinjer af en helt anden størrelse, end dem Mette Frederiksen og resten af regeringen har udstedt, forklarer anføreren.

Jeppe Andersen (tv.) har tidligere spillet i Esbjerg.
Jeppe Andersen (tv.) har tidligere spillet i Esbjerg. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Det er jo to helt forskellige verdener, selv om de to lande ligger lige ved siden af hinanden. Det er svært at spå om, hvilken metode der er den rigtige, men den måde, Danmark gør det på, vil jeg dog mene, er den rigtige måde at gøre det på.«

Den svenske regering har lagt en lidt anden strategi end den danske, og derfor er det da heller ikke overraskende for Jeppe Andersen, at Det Svenske Fodboldforbund gør det samme:

»De lægger deres egen taktik heroppe, og den taktik er forbundet jo gået med på med hensyn til at starte træning og kampe op igen. Man kan så spørge sig selv, om det er nødvendigt at spille de træningskampe. Jeg tænker mest på risikoen i at spille de kampe, hvis der er bare én spiller på holdene, som er smittet.«

Jeppe Andersen har siden 2017 spillet i Hammarby, hvor han er holdkammerat med den tidligere Randers-spiller Mads Fenger.