Kommentar af Mathias Lühr, kronikør på den svenske avis Expressen
I kender jo allerede svaret, danskjävlar..., undskyld, mine danske venner!
Jeg har allerede skrevet, at landstræner Erik Hamrén burde gå af. Det fortryder jeg ikke. Overhovedet ikke.
Jeg har endda skrevet om den historiske fiasko, forudsigelige sejre mod ligegyldige nationer – og jeg har skrevet om en svensk landsholdsfremtid, som ikke så sjældent har lugtet af kirkegård.
Jeg har også skrevet om brændende blikke og med glødende pen (nåja) om et U21-hold, som vandt guld i sommer, og som burde have været alt, hvad vi drømte om for et aldrende og stadigt svagere A-landshold, som har vaklet gennem længere tid og nu famler efter redningskransen, der kaldes for playoff.
Men oftest har ønskerne om forandring og foryngelse været forgæves, når Erik Hamrén konsekvent har valgt at spille med ’sine drenge’.
Alt det her har jeg skrevet i løbet at omkring et år under en EM-kvalifikation, som burde have været den letteste at kvalificere sig fra nogensinde, men som i stedet har fået fansene til at tvivle og skabt usandsynlige problemer for Hamrén & co.
En rigtig svag kvalifikationsturnering, som til sidst har tvunget Erik Hamrén & co. frem til den her sorte afgrund med dødsbringende sværdspidser i ryggen.
180 minutters fodbold mod ærkerivalen Danmark. 180 minutter som afgør lige præcis alt.
Mod et Danmark, der ikke har tabt til Sverige siden EM-slutrunden i 1992 (jeg regner ikke fodboldtosse-kampen med), som har tilføjet ’Blågult’ så smertelige nederlag i løbet af de senere år – og som naturligvis er klare favoritter på lørdag.
Alligevel mærker jeg håb. Kan i mine bedste stunder endda mærke duften af Frankrig, af baguette og Beaujolais. Nå ja, der er også et nul, der taler imod Sverige. Men i mine øjne taler det lige så meget for. Zlatan Ibrahimovic har aldrig scoret mod Danmark.
Imponerende facit, og jeg siger: Godt arbejde, Morten Olsen.
Men jeg kan alligevel ikke se, hvordan Daniel Agger og Simon Kjær skal kunne stoppe ham denne gang. Han er måske ikke den samme spiller, som han var for nogle år siden. Ikke lige så hurtig, ikke lige så vildt atletisk, og måske laver han heller ikke de der spektakulære mål længere.
Men Zlatan har udviklet sit spil i takt med, at kroppet er aldret. Han bliver hele tiden smartere. Står bag målgivende afleveringer, er stadig uhørt stærk i duelspillet – og Zlatan scorer stadig. Både i Paris Saint-Germain og på landsholdet. Masser af mål. Kald det grimme mål, og jeg vil kalde det mål, som stadig skaffer sejre og titler på højeste niveau. Jeg vil jo så gerne have, at det tilmed rækker til endnu en EM-slutrunde.
Et eller andet sted ønsker man, at det aldrig vil slutte med 34-årige Zlatan Ibrahimovic. Sammenligninger med Danmarks angrebsprofil, Nicklas Bendtner, er selvfølgelig umulige at tage alvorligt. Det er de rene forulempninger. Jeg holder på Zlatan som Skandinaviens største spiller nogensinde – ja, inklusiv den så fantastiske Michael Laudrup.
Supersvenskeren drives af en vanvittig vilje, og han er klar til at tage alle midler i brug for at slippe forbi Danmark. Komme til et sidste stort mesterskab med Sverige. Hvordan skal den danske forsvarskæde kunne stå imod den kraft? Vær venlig at svare på det.
