Janne Andersson har svært ved at forstå det.

Hvorfor skal EM i fodbold spilles i 12 forskellige lande? Hvorfor skal holdene flyve rundt i hele Europa i stedet for at afvikle slutrunden i et eller to lande, som man plejer?

Den svenske landstræner udtrykker sin kritik i forbindelse med, at han har udtaget sin trup til den første EM-kvalifikationskamp.

Og til Aftonbladet sætter han ord på, hvor mærkeligt han synes formatet er.

Ved VM i Rusland nåede svneskerne til kvartfinalen, hvor de blev slået ud af England.
Ved VM i Rusland nåede svneskerne til kvartfinalen, hvor de blev slået ud af England. Foto: CARLOS GARCIA RAWLINS
Vis mere

»Rodet. Jeg synes ikke, det er godt. Den er ikke spillet endnu, så vi ved ikke, hvordan det bliver. Men på forhånd føles det rodet,« siger Janne Andersson.

EM-formatet næste år bliver for første gang med 24 hold. 12 europæiske storbyer bliver værter for tre gruppespilskampe og en knockoutkamp, mens Wembley i London også lægger græs til semifinaler og finale.

Parken i København er et af de udvalgte stadions, der kommer til at huse tre gruppespilskampe og en 1/8-finale, mens Sverige blev droppet.

Janne Andersson rejser yderligere en række kritikpunkter ved formatet. Dels at det bliver besværligt for fans, der der kan få lange rejser - dels at man som landshold skal finde ud af, hvor og hvordan man skal have base samme sted.

Og så er der den helt store problematik i, at der med garanti vil komme mange flere hjemmebanehold på denne måde.

»Den sportslige retfærdighed kan man også diskutere. Så mange lande kommer til at få en hjemmebanefordel i forhold til VM for eksempel, hvor det kun var Rusland. Vi kunne have fået to eller måske endda tre kampe på Friends (Arena i Stockholm, red.). Nu får vi ingen. Det er en satans forskel,« siger Janne Andersson.

Også den danske landstræner, Åge Hareide, udtog forleden sin landsholdstrup til venskabskampen mod Kosovo og EM-kvalifikationskampen mod Schweiz, hvor der var et par kaniner i hatten.

De 12 EM-byer er: Baku i Azerbaijan, København i Danmark, London i England, München i Tyskland, Budapest i Ungarn, Rom i Italien, Amsterdam i Holland, Dublin i Irland, Bukarest i Rumænien, Skt. Petersborg i Rusland, Glasgow i Skotland og Bilbao i Spanien.