Janne Andersson har roser til sit hold og den dobbelte målscorer, Emil Forsberg, efter 3-2-sejren over Polen.

Sverige sikrede sig førstepladsen i EM's gruppe E foran Spanien, Slovakiet og Polen.

Syv af ni mulige point hentede holdet, og efter den afsluttende 3-2-sejr over Polen er landstræner Janne Andersson ovenud tilfreds med sit holds moral og fight.

- Det er en fantastisk følelse. Vi vandt vores gruppe ved VM, og nu har vi gjort det igen. Vi havde skabt en god situation for os selv, men man skal også tage sine chancer.

- Spillerne er krigere. De er fantastiske. De ofrede sig selv for hinanden, og hele holdet fortjener ros, siger Andersson ifølge uefa.com.

Den 29-årige midtbanespiller Emil Forsberg scorede til både 1-0 og 2-0 for Sverige i sejren over Polen, og Janne Andersson kan godt lide den modne udgave af Forsberg, som han har set på det seneste.

- Han er lidt roligere som person. Han har selv sagt, at han føler sig mere harmonisk, og det har gjort ham bedre på banen.

- Han har altid været god for landsholdet, og det er fantastisk, at han kan være den afgørende faktor, siger den svenske landstræner.

Forsberg er også glad, men ikke helt tilfreds med det svenske holds defensive præstation.

- Kampen burde have været ovre ved 2-0, men de fik udlignet, og deres mål kom lidt for let. Men vi fik det tredje mål, og nu er alt bare lykke, siger Forsberg.

Forsberg har scoret tre af Sveriges fire mål ved EM. Viktor Claesson, der afgjorde kampen mod Polen, har scoret det fjerde.

Polens dobbelte målscorer, Robert Lewandowski, begræder sin egen og holdets skarphed ved EM.

- Jeg var blandt dem, der sløsede. Tre mål til EM er personlig rekord, men det er ingen trøst. Jeg vil give alle målene væk for en plads i knockout-runden.

- Jeg synes, holdet fortjente mere. Måske ikke ros, for vi er ude, men vores resultater stod ikke mål med det arbejde, vi lavede, siger Lewandowski ifølge NTB.

/ritzau/