Det svenske landshold sluttede fodboldåret som gruppevinder i Nations League efter flot VM-slutrunde.

Træneren for det svenske fodboldlandshold, Janne Andersson, er yderst tilfreds med resultaterne i fodboldåret 2018.

Tirsdag kunne svenskerne fejre en 2-0-sejr over Rusland i årets sidste landskamp. Det sikrer de gulblusede gruppesejren i Nations League.

- Jeg kan ikke give andet end fem i karakter, siger Janne Andersson efter tirsdagens kamp på Friends Arena i Malmø.

Landstrænerens vurdering er blandt andet baseret på sommerens VM i Rusland, hvor Sverige nåede kvartfinalen.

Derpå fulgte fire kampe uden sejr, men svenskerne sluttede flot af med en sejr i Tyrkiet lørdag og tirsdagens 2-0-sejr over Rusland.

- Der var ikke tvivl, da vi skulle samles denne gang. Vi var nødt til at vinde to kampe, og det har vi gjort, siger Janne Andersson og tilføjer:

- Jeg håber, at vi kan fortsætte med at snyde de store nationer. Det giver spillerne og lederne selvtillid.

Den svenske landstræner understreger, at han vægter den nye Nations League-turnering højt.

Blandt andet fordi svenskerne nu vil være at finde i andet seedningslag, når der skal trækkes lod til kvalifikationen forud for EM i 2020.

Og selv om det i løbet af efteråret er blevet til nederlag til både Østrig og Tyrkiet, så giver den svenske landstræner altså sine spillere topkarakteren fem.

- Selvfølgelig er der skønhedspletter, men som helhed - baseret på hvor vi er i fødekæden - så synes jeg, at vi skal have en meget høj karakter, siger Janne Andersson.

/ritzau/TT