IFK Göteborg-spillerne fik sig en uventet og bemærkelsesværdig oplevelse, da de var i luften på vej på træningslejr i Spanien.

Destinationen var Alicante, men på vej til den sydøstlige spanske by kom flyets kaptajn med en uventet melding i højttalerne.

»Jeg har en lidt mærkelig melding. Vi er blevet gjort opmærksomme på, at vi har over 30 oppustede bolde ombord på flyet. På grund af en risiko for, at de kan eksplodere, er vi nødt til at lande i København,« sagde kaptajnen ifølge Aftonbladet, der havde en journalist ombord på flyet.

Kaptajnen beklagede herefter, at flyet skulle sikkerhedslande i Københavns Lufthavn og bruge 30 minutter på dansk grund.

Luften skulle nemlig tages ud af boldene, førend Göteborg-spillerne kunne fortsætte deres rejse mod Alicante.

Sagen tog endnu en spøjs drejning, da der var tale om en falsk alarm.

»Vi har taget luften ud af boldene inden afgang. Det er nye bolde, og de ser ud til at være oppustet. På en eller anden måde fik de en indikation af, at der var luft i dem. Det var en falsk alarm,« siger Rolf Gustavsson, der er IFK Göteborgs materialechef, til Aftonbladet.

Den nu noget absurde situation udviklede sig på ny, da spillerne og staben var landet i Alicante. På vej til deres spillerhotel og træningsanlæg eksplodere et af dækkene på bussen, som fragtede spillerne til hotellet.

»Det var på motorvejen, ti minutter fra anlægget, at det skete,« siger teamchef Hannes Stiller til Göteborgs-Posten.