Han kommer gående med en anonym pose. I den har Svend Gehrs en lille mappe med papirer fra 1985. Ligegyldigheder for nogle, legendariske for andre.

»Den originale har jeg ikke længere. Den skal på et fodboldmuseum​, som Frits Ahlstrøm står for,« siger Svend Gehrs med henvisning til den garvede DBU-profil og mangeårige journalist.

Søndag fylder en af Danmarks gyldne stemmer 80 år. Svend Gehrs er stemmen fra et væld af EM- og VM-slutrunder, olympiske lege og en overflod af andre sportsbegivenheder, han dækkede gennem 40 år i DR og efterfølgende hos Viasat og TV3 Sport.

Her er han stadig i efteråret, når der er gruppespil i Champions League. Så arbejder han tirsdag og onsdag i efterårsmånederne, hvor han følger én kamp og efterspeaker den til 'Goalshow' på hovedkanalen.

Solen brød frem over Cafe Felix i Albertslund, mens Svend Gehrs fortalte anekdoter til B.T.s journalist.
Solen brød frem over Cafe Felix i Albertslund, mens Svend Gehrs fortalte anekdoter til B.T.s journalist. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

Resten af året lever han som pensionist. En delt tilværelse, han nyder.

»Jeg tror aldrig, jeg har løst så mange krydsogtværser, som jeg gør i øjeblikket. Og så har jeg min golf hver søndag,« siger Svend Gehrs, der fortsat ikke har en dato for, hvornår han har siddet i en speakerboks for sidste gang.

»Det bestemmer TV3 faktisk. Men jeg har sagt, jeg gerne fortsætter. Jeg betragter det som en hobby. Og jeg bliver tvunget til at følge med i international fodbold. Indimellem dukker der altså nogle hold op, som jeg ikke aner en levende fis om. Der er internettet jo fantastisk.«

Sovjetisk terapi

Foruden 80-års fødselsdagen søndag er der en anden anledning til at tale med Svend Gehrs. En bog.

Sammen med kommentatorkollegerne Flemming Toft og Carsten Werge udgiver han 3. juni 'Det er genialt, det der'.

Det er anekdoter og samtaler mellem de tre epokegørende sportsjournalister, der har haft hver deres storhedstid som dansk fodbolds primære stemme.

En af fortællingerne går på den mest legendariske kamp, de hver især har oplevet. For Svend Gehrs er der ingen tvivl: Danmark-Sovjetunionen i Idrætsparken.

Datoen er grundlovsdag 1985.

En kopi af Svend Gehrs' kommentatorark fra kampen mod Sovjet. Det originale skal på museem.
En kopi af Svend Gehrs' kommentatorark fra kampen mod Sovjet. Det originale skal på museem. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

»Det var ikke bare en fodboldkamp. Det var en kamp. En fodboldkamp kan være mange ting, men her var der ikke noget øjeblik, hvor det stod stille. Der var ikke noget øjeblik, hvor jeg – eller spillerne for den sags skyld, har jeg senere fået at vide – kunne føle sig trygge. Og så var det en fantastisk stemning,« siger han om den historiske 4-2-sejr.

»Det skete jo under Sepp (Piontek, red.), at vi slog nationer, vi aldrig havde taget point fra, og der var Sovjetunionen en af dem. Det var det, der i det hele taget gjorde den tid så sjov. Så skete alt det, jeg havde drømt om, siden jeg var en lille knægt.«

Den grundlovsdag spillede det hele. Vejret, stemningen, kampen og kommenteringen, der blandt andet gav citatet »en fuldstændig vanvittig vinkel at skyde fra, den der«, ved Preben Elkjærs scoring til 2-0.

»Det er en kamp, jeg vil mindes til min dødsdag. Jeg brugte den i flere år som terapi.«

»Det var aldrig noget, der var planlagt, men hvis jeg lige havde lyst til at komme i godt humør … Det var ikke, fordi jeg var syg eller deprimeret eller noget som helst, men hvis jeg lige havde lyst, så satte jeg den på og kom i godt humør. Også fordi, når kampen er, som den er, så skal du satanedeme være en dårlig kommentator for at være dårlig,« fortæller han.

Idolet, der blev chef – og en ven

I alle sine år som kommentator har Svend Gehrs nedskrevet sine introer – de første ord, han siger, når der blev stillet igennem til ham.

Det lærte han af den mangeårige DR-legende Gunnar 'Nu' Hansen.

»Han plejede at sige, at hvis man kommer godt i gang, er der meget stor sandsynlighed for, at det går godt hele vejen. Kommer du skidt i gang, kan du snuble flere gange undervejs, fordi du er usikker,« husker Svend Gehrs.

På papiret til højre: Danmark-Sovjet. 19. minut. 2-0. Elkjær. 'Spids vinkel'.
På papiret til højre: Danmark-Sovjet. 19. minut. 2-0. Elkjær. 'Spids vinkel'.
Vis mere

Som barn vidste Svend Gehrs tidligt, at han ville være sportsjournalist. Og Gunnar 'Nu' Hansen var idolet.

»Jeg faldt for hans måde at beskrive tingene. Da jeg første gang kommer i Idrætsparken, føler jeg, jeg har været der før. Han havde beskrevet det for mig, så jeg kendte allerede hver en krog i den idrætspark.«

Efter at have arbejdet for Ekstra Bladet i fem år bliver Svend Gehrs ansat på DR's sportsredaktion i 1968. Chefen hedder Gunnar 'Nu' Hansen.

»Jeg var jo nærmest fyldt med ærefrygt. Jeg kendte ham, fordi vi færdedes i samme sportsjournalistkredse, men jeg havde set op til ham, siden jeg var en snotklat.«

»Så det var fantastisk at komme under hans vinger, også fordi han kunne lære mig forfærdelig meget. Og han gjorde det gerne.«

Dengang var Gunnar 'Nu' Hansen hele Danmarks kommentator-darling. Dels for sin kommentering, men også på grund af DR's monopol, der ikke gav den store konkurrence.

Flere generationer voksede op med lyden af hans stemme. Det gjorde flere generationer med Svend Gehrs som lydspor til 1970'erne, under 1980'er-landsholdets storhedstid og helt op i 1990'erne.

»Jeg møder det i dag – børn, der har siddet på skødet af deres forældre, som fortæller mig, jeg var en del af deres barndom. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at jeg bliver husket som sådan. Det gør mig sgu en smule stolt.«