Han var landstræner for England fra 2001-2006 og vandt ingenting – udover befolkningens hjerter.
Sven-Göran Eriksson har siden januar levet med visheden om, at han er blevet ramt af uhelbredelig kræft
I den nye Amazon Prime-dokumentar 'Sven' skulle han nu tage afsked med livet, fans og fortælle, hvordan han gerne vil huskes, skriver The Mirror.
»Jeg har haft et godt liv. Jeg tror, vi alle er bange for den dag, vi skal dø, men livet handler også om døden. Man må lære at acceptere den, som den er. Forhåbentlig vil folk til sidst sige: 'Ja, han var en god mand,' men det er ikke alle, der vil sige det,« fortæller han ifølge mediet i dokumentaren.
»Jeg håber, at I vil huske mig som en positiv fyr, der prøvede at gøre alt, hvad han kunne. Vær ikke ked af det, smil. Tak for alt, trænere, spillere, publikum, det har været fantastisk. Pas på dig selv, og pas på dit liv. Og lev det. Farvel.«

Sven-Göran Eriksson blev sidste år fulgt af Amazon Prime, da han afslørede, at han kæmpede mod kræft i bugspytkirtlen. Her fortalte svenskeren, at han nok kun havde et år tilbage at leve i.
Han reflekterer over det liv, han har levet, og den karriere, som han har haft – men også den affære han havde med italienske Nancy Dell'Ollio.
I dag danner Sven-Göran Eriksson par med den tidligere danser Yaniseth Alcides, som han mødte, da han var træner i Mexico.
Han har tidligere sat ord på sin kræftsygdom, og hvordan det påvirker hans hverdag.
»Det er en form for kamp, men jeg sidder ikke i hjørnet og græder. Jeg lever mit liv, som jeg gjorde før – næsten. Det er okay, jeg er stadig på fødderne,« sagde han til CNN.
Sven-Göran Eriksson havde igennem sin lange karriere flere store job, men det største var uden tvivl landstrænertjansen i England.
Han var den første udlænding nogensinde, der blev betroet hvervet. Den 76-årige svensker har desuden haft job i Lazio, Roma, Sampdoria, Benfica, Leicester, Manchester City og mange andre klubber.
For nyligt udtalte hans datter, Lina Eriksson, at Eriksson går rundt med en frygt. Det kan du læse mere om her.