Lyt til artiklen

Englands fodboldlandstræner, Gareth Southgate, har på det seneste fået hård kritik for en skuffende indsats i Nations League. Ikke desto mindre er han »den rette person« til at lede holdet gennem VM i Qatar, mener han i hvert fald selv.

»Jeg mener, at jeg er den rette person til at tage holdet med til turneringen,« siger Southgate ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Jeg tror, at det er mere stabilt på den måde. Uden tvivl,« tilføjer Southgate, der førte de engelske fodboldherrer til semifinalerne ved VM i 2018 og EM-finalen sidste år.

Efter fem kampe uden sejr er England rykket ned fra den bedste række i Nations League.

I deres gruppe har holdet tabt to gange til Ungarn – inklusive et 0-4-nederlag på Wembley – og en gang til Italien, mens det er blevet til to uafgjorte.

Efter 0-4-nederlaget til Ungarn i juni vendte mange af de engelske fodboldfans sig mod Gareth Southgate. Og igen i fredags var der buhråb fra de medrejsende fans, da holdet tabte 0-1 til Italien i Milano.

»Jeg synes ikke, at præstationen mod Italien var så skidt endda. Jeg ved godt, at denne udtalelse vil blive hånet, fordi vi befinder os på bagkanten af en række nederlag,« siger han.

Gareth Southgate tror, at den erfaring, spillerne har fået ved at møde tophold i Nations League, vil hjælpe dem, når det går løs i Qatar fra 20. november.

»Særligt de yngre spillere, som har spillet, vil have lært en masse af disse kampe,« siger han.

»Nu kender vi niveauet og ved, hvad vi er nødt til at forbedre. Det vil stille os bedre,« tilføjer han.

England mangler stadig en enkelt kamp i Nations League-gruppen mod Tyskland. Den spilles på Wembley mandag.