Det sidste farvel er blevet sagt mellem Sir Alex Ferguson og hans store kærlighed Cathy.
Mandag var flere generationer af fodboldstjerner mødt op i St Andrews Cathedral i Glasgow for at støtte trænerlegenden i den emotionelle afsked.
Og blandt dem var naturligvis den tidligere United-stjerne under Alex Ferguson, David Beckham.
Det skriver Daily Mail og The Sun.

Gæstelisten til afskeden med den 84-årige Cathy Ferguson var fyldt med store navne.
Sammen med 48-årige Beckham deltog også United-spillere som: Darren Fletcher, Michael Carrick og Gary Neville.
Mens også Liverpool-spilleren Andy Robertson og Fergusons tidligere rival i sin aktive karriere, Kenny Dalglish, og Celtic-chefen Brendan Rogers deltog ved ceremonien i St Andrews Cathedral.
Den ikoniske fodboldtræners kone, Lady Cathy Ferguson, døde om morgenen torsdag den 5. oktober efter 59 års ægteskab.

»Vi er i dyb sorg over at bekræfte, at Lady Cathy Ferguson er gået bort. Hun efterlader sig sin mand, tre sønner, to søstre, 12 børnebørn og et oldebarn,« lød det fra den store Ferguson-familie.
Lady Cathy Ferguson mødte sin mand i 1964, da Alex var 23 år, da de begge arbejdede på en fabrik. Den berømte managerlegende, som i dag er 81 år, har i alle årene talt varmt om sin Cathy.
Til begravelsen læste parrets søn Jason en rørende mindetale op om sin mor, der to dage efter sin bortgang atter kunne kalde sig oldemor til en lille pige med navnet Isla Cathleen.
»Det er en hyldest, den perfekte hyldest. Og tro det eller ej, men lige før vi kom herind i dag, gik min søns kone i fødsel. Det kunne man ikke have skrevet anderledes,« sagde Jason Ferguson ifølge The Sun.
Jason Ferguson fortalte videre, hvordan hans mor elskede rollen som farmor og oldemor.
»Det var det, min mor handlede om, hun handlede om familie. Jeg plejede at stille mig selv et spørgsmål om min mor og far: Er de virkelig enkle, basale mennesker, eller er de faktisk virkelig komplicerede mennesker?«
»Jeg tror, svaret er, at de begge er det samme. De er komplicerede mennesker, som understøttes af enkle grundlæggende værdier.«