Jesper Møller fik opbakning af de delegerede på Uefas kongres i Rom og er valgt for en fireårig periode.

Dansk fodbold er igen repræsenteret i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) bestyrelse - den såkaldte eksekutivkomité.

Torsdag blev formand i Dansk Boldspil-Union (DBU) Jesper Møller stemt ind i eksekutivkomitéen i forbindelse med Uefas kongres i Rom.

DBU-formanden stillede op sammen med ni øvrige kandidater til otte pladser i bestyrelsen.

»Jeg har oplevet kolossal respekt og opbakning for de værdier og det arbejde, der bliver skabt i dansk fodbold – både af vores klubber og vores mange tusinde frivillige. Valget er en kæmpe cadeau til alle dem, der skaber værdi i dansk fodbold,” siger Jesper Møller efterfølgende, som nu ser meget frem til det fremtidige arbejde.

Jesper Møller.
Jesper Møller. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Store dele af dansk fodbold er påvirket af beslutninger i UEFA og FIFA, både økonomisk og i forhold til regler og love. Vi vil arbejde for, at beslutningerne er transparente og bliver truffet med fokus på respekt og fair fordeling af pengene i europæisk fodbold. Hvis vi samarbejder i UEFA, kan endnu flere få glæde af fodbold, både fællesskab, sundhed og social udvikling,« siger han.

Da mindst et af de otte sæder efter reglerne skulle besættes af en kvinde, så fik den eneste kvindelige kandidat - franske Florence Hardouin - tildelt en plads før afstemningen.

Herefter gik de 55 delegerede op og afleverede deres stemmer.

Jesper Møller fik 40 stemmer og var den femte mest populære kandidat. Han sidder nu med i eksekutivkomitéen i de næste fire år.

Kandidaterne fra Bulgarien og Bosnien blev ikke stemt ind.

Danmark havde indtil for to år siden den tidligere DBU-formand Allan Hansen siddende i Uefas eksekutivkomité. Han trak sig i april 2017 efter otte år i komitéen.

Tidligere på torsdagen blev Uefas præsident Aleksander Ceferin valgt for en fireårig periode frem til 2023.

Ud over Ceferin består eksekutivkomitéen af 18 personer, hvoraf de 16 er valgt af medlemslandene. Derudover har de største europæiske ligaer og klubber hver en repræsentant i komitéen.

/ritzau/