Den danske landsholdsspiller Robert Skov havde en finger med i spillet, da kroatiske verdensstjerner pludselig dukkede op på den københavnske natklub Museo.

For danskeren, der til daglig spiller i den tyske Bundesliga-klub Hoffenheim, blev spurgt til råds om nattelivet i den danske hovedstad af sin holdkammerat Andrej Kramaric.

Fredag havde kroaterne netop vundet 1-0 i Parken over Danmark, inden Kramaric hev blandt andre Real Madrid-stjernen Luka Modric med i byen.

»Han (Kramaric, red.) skrev bare til mig, hvad der var godt. Jeg sendte ham nogle forskellige ting. Og så sagde jeg bare, at hvis I vil ind en fredag, så sker det nok dér. Jeg tror ikke, jeg har gået nok i byen i København til at have så mange kontakter,« griner Skov og fortsætter:

Lennart Kent fik et hurtigt billede med kroatiske superstjerne.
Lennart Kent fik et hurtigt billede med kroatiske superstjerne. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg ved ikke, om de havde en god tur, men det går jeg ud fra.«

B.T. snakkede i denne uge med Lennart Kent, der arbejder på Museo, men han var i byen som privat person, da han pludselig kunne se de kroatiske stjerner troppe op i træningsdragt og hygge sig efter sejren over danskerne.

Kent fik et billede med Luka Modric, fortalte han.

»Jeg var selv på klubben, og så stod de der pludselig. Der var god stemning, og de hyggede sig, virkede det til,« forklarede Kent:

»De var en fem-seks stykker, som var derinde. Træneren og nogle spillere. Jeg kender ikke helt dem allesammen,« sagde han om de kroatiske stjerner, der kun blev på klubben i nogle timer.

Heldigvis for Robert Skov og det danske landshold betød nederlaget til Kroatien ikke meget for den førsteplads, som Danmark sidder på i sin Nations League-pulje.

For mandag blev det til en sejr over Østrig på 2-0 i Parken, og det betyder, at danskerne har to point ned til kroaterne på andenpladsen.

Næste landskamp for Danmark er netop mod Kroatien på udebane til september, hvor der også venter et opgør mod Frankrig, inden VM banker på døren i november.